Alarmklokken ringer: Bedsteforældrenes Klima Aktion går protestmarch i Røndes gader
Bedsteforældrenes Klima Aktion (BKA) markerer 'overshoot day' lørdag 16. marts.
Lørdag 16. marts er det overshoot day. Det vil sige, at vi denne dag har brugt de ressourcer, som vi kan tillade os at bruge hele 2024 i Danmark. Altså er vores forbrug resten af året med til at udpine planeten for kommende slægter. Vores forbrug er nu så stort, at det vil kræve fem jordkloder om året, hvis alle andre gør som os danskere.
»Sidste år var datoen 28. marts, så vi bevæger os i den forkerte retning. Danmark ligger desværre meget højt på listen over stærkt forbrugene lande/nationer. Vi er overgået af nogle arabiske lande, USA og Canada, men resten af den verden vi sammenligner os med, har et mindre forbrug,« fortæller Bedsteforældrenes Klima Aktion (BKA), og fortsætter:
»Vi tror måske, at vi gør meget for planeten og klimaet, men vores forbrug viser desværre noget andet. Dette vil vi gerne gøre opmærksom på i BKA, som markerer dagen med et optog gennem Rønde lørdag 16. marts kl. 11-12.«
Optoget starter ved gymnasiets p-plads og går over til Meny og videre op til Kulturhotellet, hvor det slutter bag rutebilstationen ved den nyåbnede reparationscafe af Trine Hoecks i Fredriksgade.
Alle er velkomne til at møde op ved gymnasiet på lørdag kl. 11 og gå sammen med BKA.
»Vi håber, mange vil støtte op om vores lille markering af overshoot day i Danmark,« lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.