Omringet til alle sider: Jan og de andre fra Ølst føler sig svigtede

Jan Kristian Jensen

Det jo en eller anden form for svigt. Vi har følt, at vi står med det hele selv. Det gør vi jo også. Det bliver vi jo nødt til. Tilliden til Randers Kommune er meget lav. Og det skal genopbygges.

en fik vi også på det første dialog. Den køber vi simpelthen. Den er. Den er så dårligt købt. Det de melder ud til os, da vi siger det første dialog med os, så sidder kommunikationschefen og Anders ved os og siger, at der var en e-boks, der måske kom ud i slutningen af december, som så ikke kom ud til alle.

Den køber vi simpelthen ikke. Vi har stået i pressen og i medierne, i fem, seks, syv uger efter, at intetinformation er et vakuum efter, at de smider den der bombe i samfundet. Så kunne det være nogen, der stillede sig selv det spørgsmål. At der er gået noget galt i vores kommunikationsstrategi.

Eller man kunne sætte nogle folk ud. Man kunne sætte en person ud og snakke med os, fysisk. Jeg køber den simpelthen ikke. Den er så usædvanlig. Vi føler simpelthen, at vi bliver taget ned til som små børn. Den køber vi simpelthen ikke. Det er simpelthen en fejl i e-boks. Så giver vi sig helt udskylden for en manglende kommunikation over mange uger.

Så er det simpelthen for dårligt. Undskyld, så er de ikke kompetente i det arbejde, de skal udføre. I min optik.

Og den måde, vi i samfundet er blevet behandlet på. Så kan vi ikke bare lægge det til side. Og vi kommer til at kæmpe med det her i mange år. Det er der ingen tvivl om. Det giver vi os simpelthen ikke. Jeg tror, det er svært for andre, at se til den situation. At blive kastet ud i både psykisk, men også økonomisk ruin.

Jeg tror, det er svært for andre, at forstå, at man bor midt i et land. Altså, man bor i et retsskaffende land som Danmark. Man bor midt i et land, hvor man forventer, at der ikke er noget, der kan ramme os. Og så bliver vi udsat for sådan noget, hvor al vores kommunikation, vores manglende kommunikation. Vi har ikke nogen infrastruktur længere.

Vi er insolvente, princippet husprismæssigt. Og vi har siddet og snakket så sindssygt, at i aftes har vi et møde, et borgermøde, sådan en gruppe, hvor vi er og konstituerer os i en foreningsværken. Alle sidder med sammen. Vi har faktisk et eksempel nu i byen.

eg er fuldstændig stolt over, at de lærte en masse akut arbejde i starten. Men man kunne også godt have tænkt det akut på os. Og det er ekstremt vakuum, der har været der. Altså, vi har jo en bruget skarrig helt fra pensionister til helt unge familier, der ikke følte sex. Der er vildt af byen nu med helt små børn, og de har købt et hus, som skal renoveres.

Vi er bange for at man vælger de billige løsninger, fordi der simpelthen ikke er flere penge.

Man har ikke engang sat sig ind i, hvem vi er i byen. Man har ikke engang taget sig den tid til at finde ud af det. Man giver nogle tilbud, som ingen i byen ville kunne søge, fordi de personer ikke findes i byen. Og man bruger nogle termer, som ikke eksisterer i byen. Altså nogle lokalitetstermer. Man har slet ikke sat sig ind i, hvem vi er.

Man har fundet noget fra en skuffe, hvor man siger, hvad kan vi tilbyde, som vi allerede har, hvor vi så får det til at se godt ud på papir. Og det skriver vi sammen i en støtteorganisation, en pakke, og så kan vi sende det til dem. Så bliver de nok glade. Der er ikke noget af det. Der er jo ikke én borger i byen, der kan bruge noget af det, der er blevet sendt ud. Man tilbyder også noget til personer mellem 20-24 år, og de findes ikke engang i byen.

Pres på med sundhedsundersøgelse. Pres på med at få lavet en folkeundsøgelse. Sørg for, at vi får noget fornuftigt offentligt transport igen. Det er virkelig noget, der presser os på den lange bane.

Hvis det havde været en togulykke, hvor der havde ligget 30 ofre, så har man sat krisepsykologer ind, med meget kort varsel, og så har man talt folk igennem den oplevelse, de har haft. Randers Kommune smider en bombe en time før et offentligt møde, der kommer en rapport ud, som siger, at byen i worst case kan blive lagt under jord. Derefter er der bare stille fra kommunen i fem uger. Vi får ingen informatioer om, hvad de gør. Så vi frygter, at vi bliver dækket af jord. Den enorme usikkerhed betød folk gik i panik, og der var ingen opfølgning fra kommunen. Vi måtte hjælpe os selv.

Vi har et eksempel på en person, som har henvendt sig til sin læge og er blevet afvist, fordi der ikke ligger en klar udmelding fra Sundhedsstyrelsen.

Hvis der sker noget tilsvarende i små kommuner, så tænker jeg bare, at hvis Randers Kommune ikke kan løfte her, hvem kan så løfte det? Systemet er slet ikke gearet til en katastrofe. Jeg kender ikke løsningen på det, men jeg tænker bare, hold nu op, hvis der sker en national katastrofe.

Jamen altså, man har ikke nogen interesse i, at man får spist os af, men egentlig, bundet grundet, føler vi, at man egentlig ikke har hverken tid eller lyst til at overveje os. Vi kan bare sige stille, så går det nok, så lader vi tiden gå, så går det nok over. Det er nok det, de tænker.

Årh, de er jo træls. Kom nu ind i kampen, I må offere jer for Danmark, eller for sundhed, eller for miljøet, eller et eller andet. Det er sådan, at det bliver den opgivende holdning, som måske er. Men det kan fuldstændig være, at man kan også vente en anden om, og så går I i aktiv dialog fra starten.

Når de kommer i dialog, så er det eneste, vi hører, at det kan vi ikke, det må vi ikke, det må vi ikke, det må vi ikke. Det ligger ikke op til os. Det med penge, det siger de ikke, men det ved vi jo godt. Det er jo det der usagte, som vi er udmærket klar over. Det bliver de billige løsninger nu, for det her bliver en dyrt.

Selv nu, hvor vi er knap nok ude af akutfasen, så bliver det meget, meget dyrt, det der skal laves i efterfølgende. Det er jeg slet ikke i tvivl om. I hvert fald dobbelt op, hvad de har brugt nu. Hvad det er, jeg kender til projekter. Det er en ekstremt dyrt løsning.

Vi er frustreret af tendens til vrede, nu er det jo egentlig, og det tror jeg jo, kommer vi jo i Østjylland, der er blevet nævnt som rarsne på et tidspunkt. Vi plejer faktisk at være meget savlige, vi plejer faktisk at lette op med vildt-dialogen, selvfølgelig er vi skuffede, og det kommer også udtryk af, at det her det ikke har været optimalt, og det er bestemt ikke optimalt, og vi føler faktisk, at vi er behandlet rigtig, rigtig dårligt.

Men vi taler selvfølgelig faktisk med dialog, og det er også derfor, at vi taget det her dialog mod, vi kunne jo bare have sagt, nej, hør da, nu må I simpelthen, hør da, det kan I sgu selv prøve at redde ud af, og sådan ligger vi sagen mod jer. Så kunne man kunne have kørt det på den måde, i den retning her, og så valgt den der konfronterende stil, det har vi ikke valgt, det har vi valgt ikke at gøre.

Det er den generelle holdning. Der er en stor vrede, også på den måde, vi er blevet behandlet på. Og i hele taget, især blandt de ældre, er en enorm vrede over, at det her, det kunne ske. Fordi vi har i talsætte, så meget, der har været så mange høringssvar, også fra naboer og folk af de ældre, der har boet i byens område en længere tid.

Vi er blevet lovet i et naturområde, når liggeværket er over. Altså, der er en generelt, vi har sagt det til dem. Vi har kunne se, typen har bevæget sig. Vi kan se, at vandet er løgnet af. Det har været flere høringssvar, og det er derfor, at de har følt sig tvunget til at lave de der 17 tilsyns, som de så har gået rundt med lukkede øjne på pladsen.

Altså, vi har vidst det længe. Altså, folk derude har vidst det længe, at det her, det går galt. Altså, vi kan jo se, hvordan det væltede ind. Og man har bare fuldstændig ignoreret det. Så der er en stor, stor vrede, især for det her åbent, at kunne komme hertil. Altså, kom hertil, for at det så sker.

Og det er så oven i købet, så bliver det behandlet så dårligt. Eller overhovedet ikke bliver det behandlet, så det er jo nok bedre at sige det på den måde. Så er der jo nogle, de er nye, der er flyttet til byen, som ikke har den historik i det. Der har vi set et par, som har også har små børn.

Og de er jo virkelig skræmt over. Man forventer, at et land som Danmark, sådan et solidarisk, socialt styret land, at man hjælper de svage. Altså, at der er nogen, der holder hånden under, at der er et eller andet net, at nogen holder hånden under.

Og de har oplevet et kæmpe svigt. Altså, føler, at der er et kæmpe svigt. Og så, hvem er der så tilbage? Det er ikke kun os selv. Og det er altså en ret grim følelse, den der med, at når det hele er fanget. Så tænk på, at det vi er blevet udsat for, det tror jeg, vi tager os et år for i en politik også, det er det, der gør os det her meget unikt.

Det er alt det, der bliver påført os, der er intet-forsikringen, der dækker os. Vi har intet-netværk under os, der kan løfte os økonomisk eller redde os ud. Det er nu, der kommer sætningsskader på et tidspunkt, når jorden er skubbet, så det forventer vi indenfor et år, og det er nu, at huset måske er fatt fra hinanden. Og alle de der ting, som vi er nervøse for, det vil forsikringen aldrig kunne dække.

De der sætningsskader. Så vi er virkelig i en situation, hvor der er intet. Vi kan kun selv forsøge at skaffe noget. Så kan vi håbe på, at måske vi kan få nogle fondspenge fra Torben. Det er jo næsten det. Det er det eneste, vi snart er tilbage.

Vi får ingen hjælp.

Det første er jo vigtigt, at forsvarligt bliver boet her, og så skal vi have fundet ud af, om vi er syge, eller om vi er blevet udsat for noget, som vi skal have noget behandling for. Og hvor må vi egentlig opholde os, sikre sig, at vi ikke bliver syge, af at blive boet her.

Så er det jo den anden næste situation, det er jo, hvordan kan vi så få nogle garantier for, fordi det er jo fuldstændig rigtigt, det kan jo ikke passe, at der er en by i Danmark, der beordrer noget menneskeskab, der er fuldstændig økonomisk indsolgt, at folk ikke kan indløse deres pensioner, som de opspejler i deres huse.

Det kan man jo ikke tillade i et land som Danmark. Altså, så må der jo være en eller anden, enten om det er en ekspropriering, eller det er sådan en handel, hvor man giver noget kompensation, det tænker jeg, det er det, vi arbejder endnu ud. Fordi der sidder jo folk nu, som ingenting kan de næste mange år, det er jo fuldstændig, det er jo fængsel.

Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør.

»Vi har virkelig stor forståelse for, at borgerne i Ølst er frustreret over den her situation. Og vi har også stor forståelse for, at de er meget bekymrede over situationen. Det skal der ikke være nogen tvivl om.«

Vi har også i forhold til den første... Det er ligesom, at Ølst-sagen har haft to faser. Første fase og anden fase. Den første fase, som er meget akut-fasen. Der var vores information til dem ikke god nok. Vi gjorde en lille smule. Vi lavede lidt på deres Facebook.

Men meget begrænset. Men en af årsagerne til det, det var også, at vi faktisk ikke vidste, hvad der skulle ske dagen efter. Det var så akut, at jeg kunne ikke fortælle dem, om vi kørte lastbiler i morgen. Eller hvor mange lastbiler der kørte. Og hvad vi gjorde, når det var så voldsomt i starten.

Og der fik vi underkommunikerede borgerne. Vi gjorde lidt på deres Facebook selv kl. 10 om aftenen, hvor vi skrev et eller andet. Men vi fik ikke kommunikerede godt nok og stærkt nok til alle. Det krævede jo også et apparat at sætte op. Og det har jeg erkendt, at det var ikke godt nok. Og det var også meget svært for os i starten.

Så kommer vi til anden fase, hvor vi ligesom har prøvet nogle forskellige ting. Fordi det er også meget forskellige borgere, der er i Ølst. Altså vi har lavet nogle e-boxer. Der var lidt galt med det i starten, fordi vi kom til at sende det til nogen borgere. Ikke til alle borgere. Og det skabte noget forvirring. Så var der noget Facebook stadigvæk.

Nej, det vi forstod på den måde, at det der skete, det var i starten med de e-boxer. Jeg får at vide, at vi sendte e-boxer. Og det tror jeg vi har, men så er der nogen, der siger, at de ikke har fået det. Jeg tænkte, det var da mærkeligt. Så går vi over og undersøger det. Så viser det sig, at de e-box-beskeder, vi har sendt ud, dem har vi målrettet nogle bestemte borgere.

Altså hvis vi havde en e-box-beskid om et eller andet med en vej et sted, så har vi kun sendt til dem, der boede deromkring den vej. Og det gør jo så den forvirring, at nogen har fået 8 e-boxer, og nogen har fået 0. Altså det var jo lidt noget rod. Derfor har vi jo så ændret det, så alle får det. Så har vi lavet en aftale med en af beboernes døtre, som vi aflønede til at dele en brochure ud.

Fordi der er nogen, der ikke læser e-box. Så har vi lavet en brochure, og den brochure, den vil jo klart komme lidt på bagkant. Fordi det er jo sådan en, der skal laves, og så skal den trykkes, og så skal den deles ud, når den unge pige har mulighed for det. Rundt i postkasserne i byen.

Så det bliver jo selvfølgelig ikke sådan noget, der kan jo ikke informeres sådan hurtigt. Den har vi også lavet. Så har vi lavet det nyeste, det er jo det der sms-tjeneste. Fordi det var faktisk bliver også for nemt at forestå, om vi kunne lave en sms-tjeneste. Og det har vi også lavet. Og derfor kan man få en sms, om i dag kører vi i jord, eller det gør vi så ikke.

Men i dag gør vi et eller andet, og nu sker der noget nyt, og nu er der kommet en nyhed. Så laver vi en nyhedsbrev. Så var det sket, at jeg lavede byrådet, så sagde jeg i byrådet, at nu skal vi altså gøre noget for ølst. Så lavede jeg sådan en byrådssager, det ved jeg ikke om du er venlig at kigge.

Det hedder Ølst Støtte Organisation. Men så da jeg sidder, det der med at lytte. Så var jeg et tag til mødet ude, så kunne jeg godt høre, at alle de forslag vi havde lavet, dem var de som set ikke interesserede i. Der var sådan noget med støttesamtaler, ekstra psykologsamtaler, ekstra barselsbesøg, eller hvad det hedder.

Altså der var en masse tilbud til, der var også ekstra tryghedssamtale til de ældre og sådan noget. Der var en masse muligheder der i, men det virkede ikke for mig som om, at det var noget af det, det var selv så optaget i. Det de var optaget i stød for, det var det her med sundhed, fordi det er også det du siger.

Hvad er det for nogle stoffer og så videre. Så lavede vi en aftale med Region Midtjylland om, at alle de borgere i Ølst, som er bekymrede, de kan gå til deres praktiserende læge og sige, at jeg er bekymret for det og det. Og hvis den praktiserende læge vurderer, at det kan godt være et eller andet, man skal være opmærksom på.

Så har vi lavet en aftale om, så kan man blive sendt videre til det der arbejdsmedicinsk klinik på Aarhus Universitetshospital, så kan man få en udredning der. Du er lykkelig. Det har vi oplyst dem om for nogle uger siden. Det er jo et nyt tiltag, det står også i det nyhedsbrev, de har sendt ud til dem, at det er den mulighed, det er.

Og det gør jo så, at borgerne, hvis de er bekymrede, har mulighed for at gå til egen del. Og som jeg ved, da jeg spurgte i sidste uge, der var ikke rigtig kommet nogen henvendelse, men det kan jo så nås endnu. Vores egen hotline, som vi har lavet, det er jo de der tilbud, dem er heller ikke nogen, der har ringet til endnu.

Og det er jo fordi, det er nok ikke det, de har brug for. Det de har sagt til mig, da vi blev ud, det er jo netop det med sundhed, som jeg sagde før. Så har jeg kommunen, vi kan ikke, vi har ingen, altså selvom der er mange, der mener, at kommunen kan meget, så kan vi ikke rådgive om sundhedsforhold.

Vi kan lave forebyggelse, vi kan ikke rådgive om stoffer er sundhedsskadelige eller sådan nogle sundhedsmæssige ting. Det er vi ikke myndighed i. Det skal være læger, det skal være styrelsen for patientsikkerhed. Så har jeg haft møde med den øverste direktør for styrelsen for patientsikkerhed og sagt til hende, vi har et problem.

Der er nogle borgere herude, de vil egentlig gerne lave en sundhedsundersøgelse. Det var da også det, der var forslag i byrådet. Og så vil de egentlig gerne have en beskrivelse af, hvad er det egentlig for nogle stoffer det her. Hvad gør det med mennesker, hvis man kommer tæt på mikrofiler, eller hvis man går på noget jord, der er forurenet og sådan nogle ting.

Altså de er meget bekymrede for det. Og der har vi lavet et langt brev til styrelsen for patientsikkerhed og bedt dem om at komme og svare på, eller at sende en tilbagemelding til os om, hvad er det for noget det her. Altså hvad er de mikrofiler, hvad er det for noget det her. Sådan at borgeren kan blive informeret om det.

Og det venter vi svar på. Byrådet har jo så også været meget optaget af det her, så derfor har jeg også været i dialog med Region Midtjylland omkring, om man kan lave en sundhedsundersøgelse. Og det har jeg også spurgt København om. Og der er jo nogle lægelige udfordringer med det.

Altså kan man spore PFAS i blodet, kan man måle mikrofiler i blodet og alle sådan nogle ting. Og der er der faktisk en møde i næste uge, hvor vi kommer til at tale sammen med byrådet med nogle læger om, hvad mulighederne er.

Så de to forhold, som jeg har hørt de er mest optaget af, det er sundhedsskadelige og så huspriserne. Og jeg har sagt til dem, at der er også nogen, der er sure på, om jeg kan købe deres hus, men jeg kan ikke købe deres hus. Jeg har ingen hjemme til at købe deres hus i Ølsted.

Det kan en kommune ikke. Men vi kæmper for det her med sundhedsundersøgelsen, om det kan laves. Men kommunen kan ikke lave det. Almindeligt tryghedsskabende, der har vi sådan en sundhedsbus, hvis man er utrygt.

Men den konkrete aftale med lægerne er, at hvis man er syg eller har det dårligt, eller er bekymret, eller synes, man har nogle symptomer på et eller andet. Og det er nok, fordi det ikke er så meget det, de tænker på. Det er mere det der med, om de har lært sig et eller andet, som de bliver syge om tre år, fire år, fem år.

Jeg tror, det er mere det, de tænker på. Altså fordi der ikke er nogen syge nu, så er det jo, fordi de bekymrer for, om de bliver syge. Ja, netop.

Unknown

Det er jo ubehageligt, hvis man siger, at vi kan kun gå her for en retning.

Person 1

Og det kan jeg ikke hjælpe med, fordi jeg kan ikke lave det. Kommunen har ikke nogen råd, men jeg har gjort alt. Når jeg ligefrem holder møde med nyhedsdirektøren for styrelses og patientsikkerhed, og de har også en afdeling her i Randers, og vi har en møde med regionen. Så synes jeg, vi prøver at tage det alvorligt. Men jeg kan ikke lave en sundhedsundersøgelse.

Men vi arbejder på, om det kan lade sig gøre. Og der synes jeg, det er trods alt, at vi prøver at lytte på, hvad den største bekymring er.

Og hvis jeg får besøg af nogle nationale politikere, så spørger jeg dem altid, at det ikke er godt at snakke med borgerne i Ølst. Og hvis der er nogle folketingsmedlemmer, der gerne vil lave en sundhedsundersøgelse, så må de jo gerne lave sådan en. Og spørge nationale myndigheder om det.

For i Danmark er det jo styrelsen for patientsikkerhed, der er ansvarlig for det. Og det kan kommunen simpelthen ikke.

Jeg tror bare, at det der... Det er jo det her med, om det overhovedet kan lade sig gøre. Nej, hvis du nu laver en sundhedsundersøgelse i Ølst, og undersøger, om de har mikrofiler i blodet, så skal det faktisk kunne lade sig gøre at måle det.

Og hvis PFAS kan man ikke måle det... Jeg ved jo ikke, hvad man kan måle, når man laver en blodprøve. Men jeg synes, det ville være en god idé, om man fik lavet det. Men jeg kan ikke lave den. Jeg presser på for, at nogle andre myndigheder gør det, og det har vi som sagt.

Jamen det er jo regionen. Nå, også Aarhus Universitet. Nej, i første omgang prøver vi med regionen at styre os for besindssyghed. Fordi hvis det er Aarhus Universitet, så skal man lave et forskningsprojekt. Eller det har de jo gjort på Fyn, hvor det tog mange år at lave det forskningsprojekt.

Det kan da også godt være, at det ender ud med det. Men vi kan ikke lave det. Men vi kæmper for. Jeg synes, vi har lyttet på deres bekymringer. Og jeg prøver at se, hvad jeg kan gøre for at løse det.

Ja, det er rigtigt. Og det har jeg også noteret mig. Men det er jo ikke noget, kommunen har lavet. Der tror jeg nok, at det er regionen, der har lavet det dernede. Ja, det skriver der endnu. Og det synes jeg selvfølgelig er spændende og interessant.

Og det har vi møde med regionen i næste uge. Og med politikerne også. Om vi kan finde på det.

Men hvis du skal lave sådan et forskningsprojekt, så skal du også styre på kontrolgruppen. Fordi hvis det for eksempel er, hvad hedder det nu, tungmetaller, så skal du være sikker på, at de der borgere ikke har været andre steder, eller hvad med en kontrolgruppe, hvor dem der bor et andet sted.

Det er en opgave, der er for ufarvligt. Ja, for du får jo også masser af tungmetaller, ved at du går ude i naturen, eller går op ad en motorvej eller sådan noget lignende.

Men det har jeg ikke forstand på. Det er jo sådan nogle forskere, der skal have forstand på det. Så det kunne også være en mulighed. Så ja, det synes jeg virkelig, at vi vil prøve at gøre alt, hvad vi kan, for jeg kan bare ikke gøre det. Vi kan ikke sætte det i gang. Vi skal have nogle andre muligheder til at lave det.

Regionen og universitetet, som du siger, eller Styrelsen for Patientsikkerhed eller nogle andre.

Person 2

Så nu konkrete sag med transport, kan man sige. 118’eren kører jo ligesom ikke ind, men det er jo ligesom et lille kørsel. Nej. 16’eren kommer godt nok, der også er udledet med en morgenkørsel, kan jeg forstå.

Jeg kan ikke lige lære sig ud af, hvornår den er blevet udledet med, men den er der jo.

Og det kan godt være, at jeg synes, man ikke kan løse det. Men det har vi jo også bedt byrådet og mig op til det der. Og det har vi lovet dem en redegørelse for på torsdag, hvad muligheden er. Men jeg tror, at det bliver svært, fordi vi har jo ikke nogen busser.

Det er jo ikke kommunen, der har busser.

Nej, men det er fordi nogle gange... Nej, det forstår jeg godt. Men nogle gange er det fordi, vi ikke kan. Altså, det er jo ikke sådan, at man kan finde løsning på alt. Og her har vi sagt, at det har vi ikke nogen løsning på. Altså, det kan jeg godt forstå deres frustration over, men jeg kan ikke løse alle tingene.

Vi har prøvet på, om man kunne lave en omlægning via midtrafik, og det har de sagt nej til, som jeg har forstået.

Jeg tror nok, at der er noget, der er lavet om. Nu kan jeg ikke hente busplanen uden her.

Men jeg mener altså, at der er noget inde i byen. Der er nogle busser, der er lavet om inde i byen. Og det sagde de fem år på et tidspunkt, og det var de glade for. Og der var en eller anden omlægning af bybussen. Men jeg tror, at det bliver nok nødt til at finde svar på, selvom det er derfor, fordi det er nok ikke sådan helt...

Men, den er ikke slut endnu, fordi byrådet har bedt om, at vi skal arbejde med det. Og byrådet har bedt om nogen svar på det. Og byrådet har en trøffelse af det på torsdag. Så det er ikke sådan noget... Så det er byrådet optaget stadigvæk.

Så vi har ikke lavet noget endelig svar på, at vi har oplyst at finde nogle løsninger. Det har vi ikke.

Næste torsdag, 14. Okay. Godt. Byrådet har et møde i den politiske følgegruppe til NordicVasen, hvor de skal tage en sundhed. Og de skal tage en koldkristalcebin. Ja. Okay.

Vi prøver at finde de kommunikationsløsninger, som virker for Ølsted overordnet. Og jeg synes, vi gør en helt masse ting. Vi er kommet i en situation nu, hvor tingene ikke udvikler sig så hurtigt, så vi har fået bedre tid til at informere dem.

Og jeg anerkender, at vi var ikke god nok til at informere dem i starten. Men det er jo også skyld til, at tingene gik så hurtigt. Så anerkender jeg også, at noget af det, der er den største udfordring for dem, er den utryghed, de har i forhold til det sundhedsmæssige.

Og derfor bruger vi energien på at se, om vi kan overbevise eller gå i dialog med nogle af de nationale myndigheder, om de vil lave en undersøgelse i Ølsted. Og det er byrådet, der er optaget af. Og koldt til trafik sammen, det er også der.

Det er jo det samme. Det arbejder vi stadig. Det synes jeg ser svært ud også. Vi lægger nogle muligheder frem for byrådet, og det kan da være, at jeg skal tage det forslag med, du havde der.

Jeg kan simpelthen ikke løse alle udfordringerne, og jeg kan heller ikke købe deres huse. Jeg kan ikke løse alle problemerne. Jeg synes, at vi kæmper med at gøre det bedste, vi kan. Og vi er også optaget af, at vi prøver at se...

Jeg kan godt forstå, at nogen siger, at de er frustrerede over, at deres huspriser falder, og de ikke sælger deres hus. Men jeg kan bare ikke købe deres hus. Altså, kommunen har ingen hjemme til at købe deres hus. Så jeg kan ikke gøre det. Jeg kan ikke gøre det.

Og andre kan gøre det, det ved jeg ikke. Men trafikken og så sundhed, det er det, vi også har forstået lidt væk. Alle de andre tilbud har de været mindre interesseret i. Så det med lægen, det synes jeg også er vigtigt. Hvis man er bekymret, så er der faktisk lavet en særlig aftale om, at vi kan få en særlig undersøgelse ved Arbejdsmilitetsklinik.

Jeg har jo selv siddet til en møde derude, og så sagde han, at jeg kan godt høre, at de tilbud, vi har fundet ud af nu, det er ikke dem, vi er interesseret i. Så dem kører vi ikke med ud af nu. Dem kører vi ikke med ud af. Så snakker vi med dem om, hvad det er, der er det vigtigste. Og så siger vi sundhedsundersøgelse, og blodprøver og alt sådan nogle ting.

Så siger vi, ja. Og så må jeg jo spørge de myndigheder, der er ansvarlige, for det kæmper jeg med. Og få nogen til at gå i det. Jeg kan ikke gøre det, for kommunen har ingen hjemme til at lave sundhedsundersøgelser. Det er ikke vores opgave.

Jo, nej, det er fordi, at nogen har en opfattelse af, at kommunen kan alting. Jeg har altså ikke nogen læger ansat til at lave undersøgelser for overordet. Det har jeg altså ikke. Og jeg har altså ikke nogen faglighed i kommunen til at rådgive borgerne om, hvad mikrofiler betyder for deres sundhed.

Så det kan jeg simpelthen ikke. Men jeg har bedt nogen af de læger, der er i nogle andre myndigheder, om at give mig et hurtigt svar på, hvad betyder, hvad er det for en sundhedsmæssig risiko, de her ting er for vores borgere i Ølsted. Der prøver jeg da at sætte en stjerne på skulderen til at gå igennem til de myndigheder og bede på dem at give borgerne et svar.

Det bliver jeg nødt til at holde fast i. Men det er ikke opgivet. Der er jo ikke noget... Når jeg siger det med, at der er bestillet et beslutningsforslag i byrådet på sidste byrådsmøde, hvor man besluttede, at man skulle ret henvende sig til sundhedsministeren med henblik på at lave en helt konkret sundhedsundersøgelse i Ølsted.

Ja, og det gjorde vi ikke godt nok, fordi vi havde simpelthen ikke... For det første vidste vi ikke, hvad vi skulle gøre, og vi havde ikke ressourcerne til at gøre det. Vi vidste simpelthen ikke, hvad vi skulle gøre. Vi gjorde det ikke godt nok. Vi havde så meget fokus på selve sagen, og det har jeg jo sagt, at det var ikke godt nok, og det har jeg jo beklaget, men jeg kan ikke lave det om. Jeg kan forsøge at gøre det bedre.

Jeg kan ikke gøre meget andet. Jeg forsøger ikke at undskylde det eller noget. Jeg forsøger bare at beklage det og så give en forklaring på, hvorfor det var sådan, det var. For vi havde ikke flere ressourcer. Vi gjorde jo nogen ting, men det var bare ikke godt nok. De ville gerne vide, hvad der skulle ske i morgen og i overmorgen, og det vidste vi simpelthen ikke.

Så nu har vi da i hvert fald fået lavet det bedste informationskanal, jeg synes næsten, vi har lavet, og det er nok det der sms. Det er jo den der dame hurtigt, altså den sms-kæde.