Fortsæt til indhold

Modstand mod forurenet vand: Mia samlede over 1.000 underskrifter ind

Assentoft går på barrikaderne mod nye bassiner der skal aftage overfladevand fra Nordic Waste.

Samfund

Mia Mikkelsen fra Assentoft har haft en travl weekend.

Hun og seks andre frivillige har samlet underskrifter ind i protest mod kommunens planlagte kæmpebassiner, der allerede er næsten færdiggravet i udkanten af Assentofts industrikvarter.

Det har kommunen kunnet gøre, fordi de henviser til en paragraf i loven, der gør det muligt for kommunen at handle hurtigt, når det drejer sig om en akut situation, som ved Nordic Waste i Ølst. Her mangler man bassiner til at håndtere alt det forurenede overfladevand.

Og selvom der blev holdt et møde ved de nye bassiner, hvor næsten 300 borgere dukkede op i sidste uge, så var der ingen fra Assentoft der blev beroliget ved kommunens svar. Altså dem, der kunne høre dem. For kommunens folk havde ikke mikrofoner med og kunne ikke tale de fremmødte op. Derfor forlod flere borgere mødet igen, uden at have hørt, hvad kommunens folk kunne fortælle.

»Det er et udtryk for, at vi er totalt utilfredse, både med måden det er gjort på. Utilfredse med den måde de vælger at give os information, eller mangel derpå. Det virker som om, at der ikke er gjort et grundigt benarbejde i forhold til at der kommer til at være forurening i forbindelse med det her,« siger hun.

Underskrifterne blev sendt til politikerne, der samles på mandag til et orienterende byrådsmøde.

»Vi ønsker enten helt at få stoppet at få forurenet vand herude i vores lokale område, eller som minimum, at vi får en membrandbund, der ikke er utæt,« siger Mia Mikkelsen.

Hun peger på, at der mindre end 30 meter fra det yderste bassin på Virkevangen og hen til det sted, hvor Assentoft Vandværk har drikkevandsinteresser. Derudover har kommunens folk ikke kunnet love, at bassinernes bund er 100 procent tætte. Så der vil flyde forurenet vand ned i undergrunden.