Fortsæt til indhold

Bus til tiden: Nu skifter lys til grønt, når bussen nærmer sig

Bybusserne kommer hurtigere frem på Ringvejen. 16 lyskryds har fået kodet deres signalanlæg til at skifte til grønt, når en A-buslinje nærmer sig.

Samfund

Omkring tre millioner mennesker hopper årligt på line 6A via et stoppested langs Ringvejen. Og det kan være vanskeligt for chaufførerne at ramme de planlagte køretider på grund af den tætte trafik, der varierer fra dag til dag.

Aarhus Kommune har nu prioriteret bussernes fremdrift og kodet signalanlæggene ved 16 lyskryds, så de skifter til grønt, når en A-buslinje nærmer sig. Det har stor betydning for bussernes køretider, skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.

Buslinje 6A kører mellem et og tre minutter hurtigere i myldretiden på strækningen mellem Åhavevej og Halmstadgade og halvandet minut uden for myldretiden. Samtidig er rettidigheden steget med 7,2 procent til cirka 90 procent i forhold til efteråret.

Buslinjerne 2A, 3A og 4A, der krydser Ringvejen, kommer også hurtigere frem på grund af A-linjernes forspring i lyskrydsene.

»Umiddelbart lyder et-tre minutter måske ikke af meget, men i praksis har det stor betydning, særligt for de af vores kunder der skifter bus undervejs. Linje 6A kører rundt om byen og samler kunder op fra de busser, der kører på indfaldsvejene mod Aarhus. Og her et det vigtigt, at man kan stole på køretiden, så man kan nå at skifte videre til den planlagte bus,« siger Midttrafiks planchef, Henrik Juul Vestergaard, i pressemeddelsen.

Busprioriteringen i lyskrydsene skal blot være begyndelsen, lyder det fra Midttrafik. Aarhus Kommune arbejder med at udvikle en egentlig BRT-linje, en slags letbane på gummihjul, på strækningen. Det skal have den effekt, at bussens rute optimeres, og at den overvejende vil komme til at køre i sin egen bane og med prioritet i alle kryds. Dermed kan den køre næsten uafhængig af trængsel for biltrafikken, køretiden kan reduceres og rettidigheden vil komme i top.

»Vi er rigtig glade for at kunne se konkrete resultater af Aarhus Kommunes store satsning på fremkommelighed. Resultaterne viser, at det er den rette vej at gå og kaster samtidig lys over det store potentiale en BRT-linje vil have,« siger Henrik Juul Vestergaard.

Aarhus Kommune planlægger at rulle signalprioritering ud på endnu flere signalanlæg over de kommende år. Der vil desuden, lyder det, blive etableret en busbane langs Brendstrupgårdsvej fra Hedeager til 100 meter før krydset ved Randersvej.