Fortsæt til indhold

Se toplisten: Disse 100 danske ord skilte sig ud sidste år

Liste afslører, hvordan politiske dagsordener har påvirket sproget i det forgangne år.

Samfund
Citathistorie: Akademikerbladet

Koranafbrænding, bededag og seniorpension.

Det er de store Christiansborg-dagsordener, der også har sat aftryk på de ord, der blev brugt usædvanligt meget i 2023.

Det viser en liste udarbejdet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, som DM Akademikerbladet har fået adgang til.

»Ordene her har fået en opblomstring af den ene eller anden grund i den offentlige debat og i den daglige avisskrivning,« forklarer Lars Trap-Jensen, der er redaktør på Den Danske Ordbog, hvor de bruger listen til at holde øje med udviklinger i det danske sprog.

Rent teknisk viser opgørelsen, hvor ofte et ord er blevet brugt per 100 millioner ord i den samling tekster, selskabet jævnligt får ind.

En stor del af disse tekster er journalistiske udgivelser, hvilket kan være en del af forklaringen på, at det i stor grad er ord, der kredser om politiske debatter i det forgangne år, forklarer Lars Trap-Jensen til Akademikerbladet.

»Det er selvfølgelig ikke et direkte spejl af, hvilke ord danskerne bruger over spisebordet, men der er jo ofte en vekselvirkning mellem dagsordenen i medierne og i vores daglige liv.«

Ikke sikker i ordbogen

Men selvom listen bliver brugt til at overvåge sprogets udvikling, som Den Danske Ordbog også skal afspejle, er det langt fra sikkert, at vi får et ord som ’koranafbrænding’ at se i ordbogen.

»Det er ikke en oplagt kandidat lige nu, for det har ikke bevist sig som et blivende ord. Det minder på den måde lidt om ordet ’gulvtæppetale’, der var oppe at vende i forbindelse med Poul Schlüters tamil-sag. Men det blev heldigvis heller ikke optaget, for det er jo ikke sådan, at vi bruger det ret meget i dag,« siger Lars Trap-Jensen.

Derimod er der ord på listen, der har trængt til en opdatering, konstaterer redaktøren.

»Det går jo for eksempel ikke, hvis der stadig stod, at Store Bededag var en helligdag.«

Se listen her: