Fortsæt til indhold

Blaffere får egne stoppesteder: »Et initiativ fra borgerne, og det er fedt«

De første officielle blafferstoppesteder i Aarhus åbner efter ønske fra borgerforening.

Samfund
sb

Kører din bus først om en time og er cyklen punkteret, er der nu et andet alternativ til hjemrejsen. De første officielle blafferstoppesteder åbner nu i Aarhus. Her skal aarhusianerne blot væbne sig med tomlen, og måske lidt tålmodighed, for at få et lift.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune.

»Blafferstoppestederne er et initiativ fra borgerne, og det er fedt, når vi får den slags helt konkrete idéer, der kan hjælpe byens borgere i hverdagen. Og så har blafferstoppestederne den fordel, at det kan give oplandsbyerne bedre forbindelse til resten af byen på en nem og anderledes måde, der samtidig bidrager til en grøn omstilling af transporten,« siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).

Artiklen fortsætter under illustrationer

Blafferstoppested ved Ny Munkegade i Aarhus C. Illustration: Teknik og Miljø, Aarhus Kommune
De to blafferstoppesteder i Ormslev. Illustration: Teknik og Miljø, Aarhus Kommune

Borgeres ønske

Det ene stoppested bliver placeret centralt i Ny Munkegade, og tre stoppesteder åbner i Ormslev. Det er borgerforeningen i Ormslev, der har ønsket at teste blafferstoppestederne af. Stoppestederne er i første omgang et forsøg, som vi blive evalueret efter forsøgsperioden.

»Blafferstoppesteder var et udtrykt lokalt ønske, da jeg besøgte Ormslev Borgerforening, så det er rigtigt godt, vi via oplandspuljen har haft mulighed for at realisere nogle tanker, der er fostret direkte i lokalområdet. Det er bydende nødvendigt, at vi får engageret vores lokalsamfund og er i stand til at tænke nyt og kreativt, hvis vi skal lykkes med både at udvikle vores mobilitet og nå i mål med den reduktion af CO2, vi stræber efter,” siger Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S) i pressemeddelelsen.

Stoppestederne er i første omgang et forsøg, som vil blive evalueret løbende.

De tre blafferstoppesteder i Ormslev er finansieret af Oplandspuljen, som har fokus på at styrke medborgerskab, deltagelse og byudvikling i de fritliggende lokalsamfund uden for Ringvejen i Aarhus.