Fortsæt til indhold

Stor dag i Stjær: Borgmesteren og ivrige børn tager første spadestik til nyt børnehus

Tirsdag over middag blev det første spadestik til det nye børnehus i Stjær taget. Der bliver plads til 15 ekstra børn, når huset åbner næste år.

Samfund

Selvom der hverken var sol eller lunt, var der ingen tvivl om, at det var en glædens dag i Stjær, da der tirsdag over middag var fyldt med børn, forældre og ansatte på Stjærskolen.

Alle var kommet for det samme - at overvære det første spadestik til det nye børnehus, der skal bygges i forlængelse af skolen.

Vi glæder os bare helt vildt til de nye rammer. Til de muligheder, de giver. Det skal vi udforske sammen. Det vigtigste er, at de kære børn får noget tidssvarende at boltre sig i. Selvom vi godt kan lide det gamle, og den kultur, der er deroppe. Det kan vi heldigvis tage med herned.
Anders Bundgaard, skoleleder på Stjærskolen

En flok glade og ivrige børnehavebørn iført gule refleksveste gravede sammen med borgmester Frands Fischer (S) det allerførste lille hul til det kommende byggeri af Stjær Børnehus på ca. 615 kvadratmeter, som flytter fra hjørnegrunden på Østerbro og ned til Stjærskolen.

»Kære alle sammen. Nøj, hvor har jeg glædet mig til i dag. Og det ved jeg, der er rigtig mange andre, der har. Og I sidder lige herude,« lød det fra Anders Bundgaard, skoleleder på Stjærskolen, da han bød velkommen i skolegården.

Både skolelederen, borgmesteren og en repræsentant fra arkitektfirmaet talte, inden børnehavebørnene sang foråret ind. Efter det kunne man smæske sig i både kaffe, boller og kage, som skolens 7. klasseselever havde stået for.

Store forventninger

Nu er byggeriet i gang. Og selvom skolebørnene står til - i første omgang - at miste både fodbold- og multibane er forventningerne store.

»Vi glæder os bare helt vildt til de nye rammer. Til de muligheder, de giver. Det skal vi udforske sammen. Det vigtigste er, at de kære børn får noget tidssvarende at boltre sig i. Selvom vi godt kan lide det gamle, og den kultur, der er deroppe. Det kan vi heldigvis tage med herned,« lyder det fra Anders Bundgaard, da Uge-Bladet møder skolelederen forud for spadestikket.

Der er tænkt bæredygtighed ind i byggeriet af børnehuset, der kommer til at bestå af fire stuer, hvor den ene kan gøres til vuggestue alt efter, hvor pladsbehovet ligger. Der bliver plads til 85 børn fordelt på de fire stuer, hvilket er 15 ekstra børn i forhold til de nuværende normeringer.

I dagens anledning var der hængt det arkitektegnede byggeri op, så man kunne tage et kig på fremtidens børnehus i Stjær. Foto: Skanderborg Kommune.

Også daglig leder i Stjær-Storring Børnehus Anne-Louise Edelholt er forventningsfuld.

»Vi glæder os til at få et nyt hus, og vi har haft en god proces i de sidste år indtil nu. Vi glæder os også til den næste proces med at få huset bygget og få rykket inventar og børn - og så finde ud af, hvordan vi kommer godt i gang i det nye hus,« lyder det fra Anne-Louise Edelholt.

Den kommende flytning er dog ikke uden en vis portion vemod.

»Vi siger også farvel til noget, vi er glade for i dag. Vi er et lille sted i en lille landsby, og det har også noget historie og kultur med sig, så på den måde er det spændende, hvad en stor institution kommer til at gøre. Vores nuværende har charme og noget historik i og med, at det er byens oprindelige skole. Men vi får til gengæld noget mere positivt ved at få større udendørsarealer og en anderledes indretning og mere plads indenfor. Det glæder vi os rigtig meget til,« lyder det fra Anne-Louise Edelholt, der pointerer, at de kommer til at tage en del af pædagogikken med ned i de nye rammer.

»Det, der er vigtigt for os, tager vi med.«

Tættere samarbejde

Anne-Louise Edelholt forestiller sig også et tættere samarbejde til skolen - og dermed en lettere overgang fra børnehave til skole.

»Vi har i forvejen et rigtig godt overgangssamarbejde med skolen - det har vi haft de sidste mange år, men forventningen er helt klart, at det bliver nemmere. Vi kan eksempelvis tage vores kommende skolebørn i strømpesokker med over og besøge SFO’en. «

Hun fortæller, at skolens elever ligeledes lettere kan gøre brug af børnehusets faciliteter.

»Venskabsmakkere kan oftere lige komme på besøg - og skolen bliver ikke en lige så ny arena, som den ellers kan blive for nogle børn. Børnene skal også deles om legepladsen i eftermiddagstimerne,« lyder det fra Anne-Louise Edelholt, der fortæller, at legepladsen kommer til at bestå af to elementer.

Legepladsen tættest på bygningen bliver med gynger, klatrestativer og den slags - og legepladsen længst væk fra huset får blandt andet mooncars og bålplads.

Vi har i forvejen et rigtig godt overgangssamarbejde med skolen - det har vi haft de sidste mange år, men forventningen er helt klart, at det bliver nemmere. Vi kan eksempelvis tage vores kommende skolebørn i strømpesokker med over og besøge SFO’en.
Anne-Louise Edelholt, daglig leder af Stjær-Storring Børnehus

Alle aldre sammen

Skolelederen glæder sig også til det tættere og mere nærliggende samarbejde - og han håber, at skridtet mod et fælles sted til byens mindste ikke kun bliver godt for de yngste indbyggere.

»Vi håber på at lave et kulturkraftværk heroppe. Vi har store visioner - og de er jo nok mangeårige - men det kunne være fedt med et centrum, hvor man kan mødes fra 0 år og op til senioridræt. Det tror jeg godt, man kan i en by som den her, hvor man gerne vil hinanden,« lyder det fra Anders Bundgaard, der i mange år har samarbejdet med både boldklubben og borgerforeningen.

I første omgang er det dog børnehaven, der skal bygges. Det forventes, at de første børn kan rykke ind i det nye børnehus i februar næste år.

»Men vi er klar, når det skal være,« siger Anders Bundgaard.