Fortsæt til indhold

Søger nye bestyrelsesmedlemmer: Få indflydelse på selskab med omsætning på trecifret millionbeløb

Kunderne i AquaDjurs skal vælge nye repræsentanter til bestyrelsen. Der er åbent for kandidater frem til 3. april.

Samfund
mw

Har du lyst til at deltage i professionelt bestyrelsesarbejde og samtidig få indflydelse på Djurslands spildevand, vandforsyning og vandmiljø? Så er der nu mulighed for at stille op til bestyrelsen i AquaDjurs A/S.

Det skriver AquaDjurs i en pressemeddelelse.

AquaDjurs er ejet af Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune og blev formelt stiftet 14. december 2023 ved en fusion af de to kommuners tidligere vand- og spildevandsselskaber.

Det er ikke nogen helt lille forretning, man får indflydelse på. Det nye selskab har en omsætning på 152 millioner kroner om året og beskæftiger 45 medarbejdere.

En af de vigtigste dagsordner i AquaDjurs er en ny rensestruktur på Djursland med et anlægsbudget på 350 millioner kroner. I løbet af de kommende år skal der nedlægges ni renseanlæg, og al spildevand fra Syddjurs Kommune skal ledes til rensning på Fornæs Renseanlæg nord for Grenaa.

Andre emner, som ifølge pressemeddelelsen vil komme til at fylde på bestyrelsesmøderne, er klimatilpasning, grøn omstilling, beskyttelse af vandmiljøet, udvidelse af Fornæs Renseanlæg samt udvikling af vandforsyningen i den vestlige del af de to ejerkommuner.

Fire år med indflydelse

Kunderne har haft repræsentanter i bestyrelserne i landets forsyningsselskaber siden 2014.

Som repræsentant for kunderne får man stor indsigt i alt fra drikkevand, spildevand og miljø til politiske processer, økonomi og strategisk arbejde. Bestyrelsen har stor indflydelse på, hvordan investeringerne i vandmiljø og klimatilpasning på Djursland skal prioriteres, og hvordan driften kan optimeres.

Bestyrelsen for det nyfusionerede AquaDjurs kommer frem til næste kommunalvalg til at bestå af i alt 18 personer. Fire er valgt af kunderne, fire er valgt af medarbejderne, og 10 er politisk udpeget af de to ejerkommuner. Ved årsskiftet efter næste kommunalvalg i 2025 bliver bestyrelsen reduceret til 12 personer, så der er to kunderepræsentanter, fire valgt af medarbejderne og seks udpeget af ejerkommunerne.

Derfor skal kunderne i år vælge fire repræsentanter, hvoraf de to med færrest antal stemmer overgår til at være suppleanter 1. januar 2026. Næste valg holdes i efteråret 2027.

Alle kan stille op

Alle personer over 18 år kan stille op til valget. Kandidaterne skal blot have ti kunder til at skrive under på en stillerliste og udfylde et kandidatskema. Læs mere om det på AquaDjurs’ hjemmeside.

»Og hvis der er nogen, der gerne vil besøge os og høre mere om, hvad bestyrelsesarbejdet indebærer, er de meget velkomne til at kontakte os,« udtaler direktør Bjarne Langdahl Riis fra AquaDjurs.

Man kan melde sig som kandidat via AquaDjurs’ hjemmeside fra 13. marts, og fristen for at stille op er 3. april. Der skal vælges fire repræsentanter og fire suppleanter. Er der mere end to kandidater, bliver der elektronisk valg fra 10.-23. april.