LA Randers fortsætter oprustningen
En ny kandidat har meldt sig på banen frem mod kommunalvalget i 2025.
Henning Munkholm Eriksen melder sig nu som kandidat til Randers Byråd for Liberal Alliance frem mod kommunalvalget i 2025. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Han er et kendt ansigt i Stevnstrup, hvor han har været aktiv i fodboldklubben, håndboldklubben, borgerforeningen, sommerfestugen. I øjeblikket er han bestyrelsesmedlem i den lokale idrætshal.
Henning Munkholm Eriksen er ny og uprøvet i politik, men han er en erfaren forhandler og er vant til at få enderne til at nå sammen, også selvom der umiddelbart kan være langt til målet, står der i pressemeddelelsen. Derfor har han en intention om at samarbejde bredt i byrådet.
De primære budskaber fra den nyvalgte kandidat er ja tak til simplere regler og administration, bedre naturbeskyttelse af Gudenådalen og Randers Fjord, øget offentlig tilgængelig med stier og broer for gående og cyklister, således der skabes flere motionssløjfer og unikke naturoplevelser til gavn for turister og lokal befolkning, og til aftaler med konkrete mål, der følges op på, og nej tak til knopskydningen af den offentlige administration og forvaltning og til hovedløse aftaler, der ikke kan følges op på.
Lisa Perkins, der er formand for LA Kronjylland, glæder sig over det nye kandidatur og håber, at tilgangen af kandidater kommer til at udgøre et slagkraftigt team, sammen med LA’s nuværende repræsentant i byrådet, Lars Axel Nielsen. Henning Munkholm Eriksen og Lars Axel Nielsen er allerede inde i en god rytme med samarbejde og sparring i det politiske arbejde, lyder det i pressemeddelelsen.