Byggesager: Et skridt frem og to tilbage
Håndværkerformand kalder det et paradoks, at byggesagsbehandlingen i Norddjurs tager længere tid, når byggeaktiviteten falder.
Buede vinduer i træ er blevet Harald Grønlunds speciale. På værkstedet på Drammelstrupvej fremstiller han og en enkelt ansat i firmaet Flex-line buerne, som især bruges, når der er brug for et rundt vindue. Eller en rund bænk, som Harald Grønlund har leveret et par stykker af til kongefamilien - til brug på ved slottene i Gråsten og Fredensborg.
Harald Grønlund er formand for lokalforeningen under Dansk Industri Byggeri, og han repræsenterer 60 håndværkervirksomheder i de to Djursland-kommuner.
Organisationen præsenterede for nylig den årlige undersøgelse af, hvor lang tid det tager at få en byggesag behandlet i de danske kommuner - og her kunne man konstatere, at det går den gale vej i Norddjurs. I 2022 tog det i gennemsnit 46 dage at få behandlet en byggesag, men året efter - i 2023 - ti dage mere, så man nu i gennemsnit må vente 56 dage på at få tilladelsen i hus. Bedre er udviklingen i Syddjurs Kommune. Her tog det i 2023 kun 36 dage at få en byggesag afgjort mod 50 året før.
»Undersøgelsen laves på baggrund af ren statistik. Hvordan har de konkrete tal udviklet sig i løbet af året? Ikke andet, og jeg har jo fulgt med på området i mange år - og om Norddjurs må man sige, at det gennem årene er gået sådan, at man gennem årene har taget en tur, der minder om et skridt frem - og to tilbage,« siger Harald Grønlund.
Paradoksalt
Han kalder det et paradoks, at Norddjurs Kommune i en tid med faldende byggeaktivitet på grund af et højere renteniveau i gennemsnit bruger ti dage mere på en byggesagsbehandling.
For mig siger det noget om, at der er noget galt i administrationen af områdetHarald Grønlund
»For mig siger det noget om, at der er noget galt i administrationen af området. Jeg har fået oplyst, at alle byggesager screenes i teknisk forvaltning i Allingåbro - og derefter deler man ansøgningerne i to bunker. En bunke, hvor der ikke kræves nye oplysninger - og en anden, som kræver mere arbejde. Men i Norddjurs havner kun 12 procent i bunken for en hurtig behandling, mens 88 procent ender i den, som tager mere tid. Men man kontakter ikke ansøgerne og fortæller om, hvor deres sag ligger, og det synes jeg faktisk er lidt uartigt. Det kunne løses med en hurtig mail eller et opkald. Og når Norddjurs Kommune selv melder ud, at man arbejder med et mål om at svare folk efter 15 arbejdsdage, så kan man godt regne ud, at når de tre uger er gået, begynder borgerne at ringe til forvaltningen for at få at vide, hvordan deres sag står,« siger Harald Grønlund.
Han tror, at medarbejderne i teknisk forvaltningen bruger megen tid på at håndtere disse opkald fra ansøgere, som efterlyser en kommunal reaktion.
»Det gør nok, at lunten hos medarbejderne kan blive lidt kortere, når telefonen hele tiden ringer,« mener han.
Kontakter udvalgsformanden
Han hører - og har også selv erfaret det i et tilfælde, som han har et godt kendskab til - at når tiden går uden reaktion fra kommunen, så kontakter en del borgere og byggefirmaer formanden for Miljø og Teknik-udvalget, Niels Ole Birk, (V), og beder ham om at rykke på sagen.
»Jeg har konkret kendskab til en byggesag, hvor der var købt en kommunal byggegrund i Auning, sat en arkitekt på opgaven og lavet aftale med byggefirmaer - men det trak ud med at få en byggetilladelse, så man kunne komme i gang med byggeriet til aftalt tid. Så der måtte laves nye aftaler med håndværkerne. Arkitekten forstod ikke, hvad der manglede af oplysninger i ansøgningen, men efter kontakt til udvalgsformanden, skete der endeligt noget - og byggetilladelsen kom,« siger Harald Grønlund.
Han forstår ikke den kommunale tøven i byggesager, for det er altid ansøger, der har ansvaret for at overholde reglerne - også hvis der bygges i strid med en lokalplan. Så medarbejderne i teknisk forvaltning behøver ikke konstant at frygte at lave en fejl.
»Jeg hører hele tiden fra vores medlemmer i Dansk Industri Byggeri, at det tager alt for lang tid at få behandlet en byggesag i Norddjurs. Vi har det oppe på hvert eneste bestyrelsesmøde. Vi hører, at der er stor forskel på, hvordan man ser på tingene i kommunerne, og at der i Norddjurs ofte mangles lidt samarbejdsvilje,« siger Harald Grønlund.
Trætte af tallene
Generelt om udviklingen i byggesagsbehandlingstiden i Norddjurs siger udvalgsformand Niels Ole Birk: »Det er vi trætte af, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Men en del af forklaringen er, at en midlertidig bevilling til at gøre noget ved sagsbunkerne, løb ud samtidig med, at vi på baggrund af den faldende byggeaktivitet skar ned på antallet af medarbejdere i teknisk forvaltning med tre årsværk.«
Niels Ole Birk bekræfter, at det ofte sker, at utilfredse borgere henvender sig til ham, når de føler, at deres byggesag er gået i stå i det kommunale system.
Jeg skal ikke være sagsbehandler, men jeg lytter gerne til borgerne og kontakter forvaltningen for at bede dem om at kontakte borgeren. Så jeg sender sagerne videreNiels Ole Birk
»Jeg skal ikke være sagsbehandler, men jeg lytter gerne til borgerne og kontakter forvaltningen for at bede dem om at kontakte borgeren. Så jeg sender sagerne videre. For mig at se handler det om, hvordan vi kan øge antallet af sager i kvikbunken fra de 12 procent. Det skal vi have politisk fokus på - og det har vi også. Jeg havde hellere set, at de 88 procent kom i bunken, hvor man kan forvente en byggetilladelse inden for de 15 arbejdsdage, som vi har som mål,« siger udvalgsformanden.
Kunderne tror os ikke
Jan Klausen er sammen med sin bror Kim indehaver af Murerfirma Bent Klausen, der med udgangspunkt fra Ørum løser mange byggeopgaver både i de to Djurslandkommuner og i Østjylland.
Han bekræfter, at det tager længst tid at få en byggeansøgning igennem i Norddjurs.
»Det går lidt langsommere her, end for eksempel i Syddjurs. Det sker tit, at kunderne så rykker os for et svar, og vi ser så lidt dumme ud, når vi kun kan henvise til kommunen og sige, at de selv kan kontakte forvaltningen. Det sker da også, at folk ikke tror på os, når byggesagen ikke går hurtigt igennem, og det er da en ærgerlig oplevelse, som vi gerne vil undgå,« siger Jan Klausen.