Kom med til Ladies Night
Inner Wheel Rønde favner bredt og arrangerer nu ”Ladies Night” i samarbejde med Lions Club Kalø.
Rønde Inner Wheel er en gruppe aktive kvinder, som favner bredt og deltager i projekter, som kan gøre en forskel for sårbare, udsatte børn og kvinder både lokalt og internationalt.
Et af projekterne i den lokale Inner Wheel klub i Rønde er at sælge silketørklæder, produceret i Indien og syet af indiske sarier. Overskud ved salg af de smukke tørklæder går til at støtte de indiske kvinder med køkkengrej, frø og de små virksomheder i Jaipur provinsen, der syr tørklæderne. Udover at støtte kvinderne i Indien går en del af overskuddet også til et fastlagt velgørende formål i Danmark.
Et af de kommende projekter er, at Rønde Inner Wheel i samarbejde med Lions Club Kalø inviterer til ”Ladies Night” fredag 12. april kl. 17.30-22.30 på Kulturhotellet i Rønde.
»Der er lagt op til en hyggelig og inspirerende aften i kvindernes tegn: En aften med vinsmagning, tapastallerken, modeshow ved Otto Sørensen, undervisning i Salsa, amerikansk lotteri og boder med smukt håndværk,« fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Entré. Billetter kan købes hos Otto Sørensen. Hele overskuddet denne aften går udelukkende til beboerne på Rønde Plejehjem.