Fortsæt til indhold

Rønde Idrætscenter skifter ud i bestyrelsen et år før tid

Karsten Fryland Nielsen er blev afløst af Henrik Vinther i Rønde Idrætscenters bestyrelse. Den afgåede understregede på generalforsamlingen, at han ikke går grundet utilfredshed eller andet, der har med bestyrelsesarbejdet at gøre.

Samfund

På Rønde Idrætscenters nyligt afholdte generalforsamling blev formand Mogens Horne-Mortensen og næstformand René Povlsen genvalgt med akklamation for en ny toårig periode.

Til gengæld meddelte Karsten Fryland Nielsen, at han ønskede at stoppe et år, før hans periode var planlagt til at udløbe.

»Jeg er nået til et tidspunkt, hvor jeg vil prioritere mit liv anderledes, og det ville få betydning for mit arbejde i bestyrelsen for Rønde Idrætscenter,« forklarede den afgående.

Karsten Fryland Nielsen, som er uddannet jurist og medejer af Kalø Advokaterne, understregede, at hans afgang ikke skyldtes konflikter eller utilfredshed med den øvrige bestyrelse.

Henrik Vinther, der ikke var til stede på generalforsamlingen, men havde givet sin fuldmagt til at blive opstillet, afløser Karsten Fryland Nielsen.

De øvrige medlemmer af bestyrelsen er Henrik Qvist og kasserer Erling Mikkelsen, som i øjeblikket fungerer som vikar i Syddjurs Byråd.

Erling Mikkelsen kunne præsentere regnskabet for 2023 for de fremmødte, hvor årsresultatet lød på 495.808 kroner. Det var over 100.000 kroner bedre end forventet.

En betydelig indtægtskilde var lejeindtægten fra de to padelbaner, som beløb sig til hele 847.148 kroner.

Rønde Idrætscenter havde en omsætning på over 11 millioner kroner i 2023. Ud over det kommunale driftstilskud var Viden Djurs den næststørste bidragsyder til indtægtssiden med næsten 1,7 millioner kroner.