Stor renovering af Skader Forsamlingshus
Køkkenet og baggangen er ved at blive renoveret, et nyt lager er på vej, og Skader Forsamlingshus- og Borgerforening håber derefter at få økonomi til at fortsætte i resten af huset.
Lars Breum, formand for Skader Forsamlingshus- og Borgerforening, er glad for sin by og for forsamlingshuset, der i hans øjne er så vigtigt for trivsel og samtale.
»Enhver by er nødt til at have et forsamlingssted.«
Derfor tillægger han også den igangværende renovering stor betydning. Takket være en halv mio. kroner i støtte fra ELROfonden er et helt nyt køkken og ny baggang undervejs, og desuden indrettes der lager i huset.
Næste etape forberedes
Inden entreprenøren gik i gang, hjalp frivillige fra Skader hinanden med at tømme lokalerne. I øjeblikket er håndværkere i gang med at lave nyt gulv, og der er lavet ny kloak, vand, isolering og el. Lars Breum regner med, at huset kan tages i brug igen om to-tre måneder.
Det kommer dog an på, om Skader Forsamlingshus atter får en hjælpende hånd fra Fortuna, lykkens gudinde. Flittige folk fra lokalområdet er gået i gang med at søge fondsmidler til næste etape, idet både salen og toiletter og forgang trænger. Så måske rykker frivillige og håndværkere ind igen.
»Men vi åbner så vidt muligt,« understreger Lars Breum.
Træf i forsamlingshuset
Udover til private fester bruges forsamlingshuset af byen, når der er særlige begivenheder. Byens borgere kan endvidere se frem til jævnlige træf, for eksempel fællesspisning, når køkkenet er klar igen. Inden renoveringen var Åben Bar en gang om måneden kommet godt i gang, og det bliver sikkert genoptaget, mener Lars Breum.
En juletradition med at tænde lysene i byens juletræ den sidste lørdag i november er også med i kalenderen for møder folk imellem i Skader.
»Skader er en hyggelig by, der også er god til at tage imod nye beboere. Og forsamlingshuset: ja, det er vigtigt at have noget at være fælles om.«