(Ekstra) god weekend: Østjyde er pludselig millionær
Der er igen fundet millionvindere.
Alle dem, der spiller Lotto går rundt og drømmer om den store gevinst – for to heldige danskere blev drømmen til virkelighed i weekenden.
De havde begge spillet Lotto og var så heldige, at de blev udtrukket som vindere i ekstratrækningen Millionærchancen.
Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
Den ene million blev vundet af en dansker i Østjylland, der havde spillet med via sit PLUS-abonnement, så her går pengene helt automatisk ind på kontoen inden længe.
Men det sker ikke for den anden vinder: Den anden million blev nemlig vundet via en kupon købt i Kiosk 73 på Mågevej i Københavns Nordvest-kvarter - og her har Danske Spil endnu ikke hørt fra vinderen.
»Det er en fornøjelse at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge,« siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto og Eurojackpot.
Mens der trods alt blev uddelt millioner til et par heldige danskere, så var der for anden uge i træk ingen, der ramte førstepræmien og de syv rigtige i Lotto, og det betyder, at der i næste uge er dobbelt jackpot, når der er hele 12 millioner i førstepræmiepuljen.