Fortsæt til indhold

Nu kan der bygges 100 nye huse i landsby

Haslund kan snart bebygges yderligere, efter ny lokalplan er godkendt.

Samfund
kijo

Der kan være et nyt, større boligområde på vej til landsbyen Haslund i den sydvestlige del af Randers Kommune.

En ny lokalplan for et 12,3 hektar stort område gør det nemlig muligt at opføre næsten 100 nye boliger. Den blev godkendt på byrådsmødet 18. marts. Med 29 stemmer for ud af 31. Beboerlisten og Enhedslisten undlod at stemme.

Det skriver Randers Kommune på deres hjemmeside.

Forslaget til lokalplanen har været i høring, og der har desuden været afholdt et borgermøde i lokalområdet om planerne. På baggrund af høringen er der lavet en række justeringer i forslaget – blandt andet er der i det nu vedtagne forslag krav om at etablere fartdæmpninger og midterhelle på Haslund Klostervej.

Den nye lokalplan omfatter primært ejendommen Haslund Klostervej 43, der i dag bliver brugt til landbrugsdrift og hestehold. Her vil den eksisterende bebyggelse blive revet ned i forbindelse med byggemodning af området – og i stedet giver lokalplanen mulighed for at opføre op mod 100 nye boliger i to delområder.

I delområde 1, der ligger i den østlige del af området, vil der kunne opføres 23-26 fritliggende parcelhuse, mens der i delområde to i den centrale del vil kunne opføres 70 rækkehuse.

Ud over boliger omfatter lokalplanforslaget blandt andet også etablering af støjvold og regnvandsbassin.