Farvel til en pioner: En vandmand går i land
Kurt Jensens uundværlige bidrag og venlige væremåde har præget Hornslet Vandværk i årtier.
Hornslet Vandværk takker Kurt Jensen, der udtræder af bestyrelsen efter en stor og langvarig indsats for det gode og rene drikkevand.
Da forbrugerne i Hornslet, Karlby og Skørring i sommeren 2023 måtte udholde en måned uden at kunne drikke postevand direkte fra hanen, ærgrede det ikke mindst næstformand Kurt Jensen. I adskillige år havde han været garanten for rent vand fra det daværende Tendrup Vandværk, og siden sammenlægningen med Hornslet Vandværk i 2017 har han hver dag arbejdet på udvikling af den lokale vandværksdrift.
Kurt er dog ikke typen, der smider håndklædet i ringen ved lidt modvind. I stedet opfordrede han kritikerne af vandværkets indsats til at gøre ham selskab i arbejdet med at skaffe rent vand. En naturlig reaktion fra Kurt, der som elev af den gamle skole ved, at ”nogen” bliver nødt til at yde, hvis fællesskabet skal nyde. Også selvom belønningen for for eksempel at drive og lede et forbrugerejet vandværk sjældent står mål med arbejdsmængden.
Hornslet Vandværk har gennem tiden haft stor nytte af Kurts evne til at være i øjenhøjde med sine omgivelser. Kurt møder sine medmennesker med venlighed og kan tale med alle. Høj som lav. At påstå, at han taler folk efter munden, vil dog være forkert. Bag hans rolige, hyggelige og imødekommende væremåde gemmer sig også et viljestærkt gemyt. Kurt udtaler sig sjældent om sager, han ikke har viden om. Men på sit eget felt, står han ved sine synspunkter. Også når bølgerne går højt.
Da Kurt for over 30 år siden kastede sin interesse på vandværksdrift, måtte han fra tid til anden også selv have arbejdshandskerne på. Selvom han af profession er uddannet murer, hjalp han gerne til som ”holde-ved-montør”, når der for eksempel skulle udskiftes vandure hos forbrugere. Også den trælse tjans som inkassator af ubetalte vandregninger har han med jævne mellemrum påtaget sig med respekt for både kreditor og debitor.
Alt i alt vil hans hjælpsomhed og store erfaring med både det planlægningsmæssige, strategiske og praktiske vandværksarbejde blive savnet.
Kurt Jensen har nu som 75-årig efter mange års indsats i vandets tjeneste valgt at ”gå i land”. Fremover er ikke forbrugerne i Hornslet, Karlby og Skørring, men hustruen Anne og familien, der skal nyde godt af Kurts ordentlighed, hjælpsomhed og venlighed.