Socialdemokrat træder ud af kommunalbestyrelsen
En gammel kending overtager midlertidigt Anette Ruby Liebes plads i byrådssalen.
Socialdemokratiets Anette Ruby Liebe træder midlertidigt ud af kommunalbestyrelsen. Det blev godkendt på tirsdagens møde i kommunalbestyrelsen.
Sagen blev behandlet som et lukket punkt ’Indkaldelse af stedfortræder’, og efterfølgende forklarede borgmester Kasper Bjerregaard (V), at Anette Ruby Liebe har bedt om fritagelse fra sit kommunale hverv i minimum én måned.
Borgmesteren konstaterede således, at betingelserne for indkaldelse af stedfortræder er til stede, og at der ikke krav om dokumentation fra Anette Ruby Liebe for at få lov at blive fritaget fra sine kommunale opgaver.
Det skriver Lokalavisen Norddjurs.
Comeback til kending
Med hendes orlov fra kommunalbestyrelsen bliver der midlertidigt plads til en gammel kending.
Stedfortræder er således Lars Pedersen.
Han sad i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i to perioder indtil valget i 2021.
Her fik partiet 2409 færre stemmer i forhold til valget i 2017. Det betød to mistede mandater, og her trak Lars Pedersen således et af de korte strå til pladserne i kommunalbestyrelsen.
Han er nu 1. suppleant, og dermed bliver det nordvestligste hjørne af Norddjurs Kommune igen repræsenteret i kommunen.
Lars Pedersen bor til daglig i Udbyhøj.
Endnu et comeback
Anette Ruby Liebe sidder i børne- og ungdomsudvalget, og de opgaver varetages af Tom Bytoft i fraværsperioden.
Derudover har Anette Ruby Liebe også plads i bestyrelsen i Grenaa Havn, og også her bliver der comeback til en gammel kending.
Det bliver således Lars Møller, der midlertidigt overtager de opgaver. Han trådte sidste år ud af havnebestyrelsen efter at have siddet i bestyrelsen i 25 år.
Dermed kan han formentlig se frem til at være en del af generalforsamlingen i Grenaa Havn, der afvikles 22. april.