Markant vækst hos Rival
Vækst i både bruttofortjeneste og resultat hos maskinfabrikken i Skanderborg i et år, hvor de samfundsøkonomiske prognoser forudsagde tilbagegang.
Maskinfabrikken Rival A/S i Skanderborg lukker bøgerne for 2023 med et stærkt resultat. Selskabet rammer en bruttofortjeneste på 17,3 mio. og et resultat før skat på 6,9 mio. Det er en markant vækst på begge områder.
»Vi fortsætter også med at øge omsætningen og er millimetertæt på at nå omsætningsmålet for i 2023,« fortæller adm. direktør Henrik Holvad i en pressemeddelelse, og han fortsætter:
»Vi ved, det er helt afgørende, at bruttofortjeneste og resultat følger med, for at vi har en sund forretning, som er klar til fremtiden. Derfor er vi meget tilfredse med årets resultat. Specielt set i lyset af de mange mere dystre forudsigelser.«
Rival har fået opbygget et stærkt partnerskab med betydningsfulde internationale kunder. Det er også her, virksomheden ser potentialet for den fortsatte udvikling.
»Vi skal gøre os umage og holde det, vi lover,« siger Henrik Holvad.
»Det véd vores medarbejdere, og de gør alt for at leve op til det. Vi er lykkedes med at opbygge en stærk kultur, som er grundlaget for at vi kan producere af kritiske og kostbare emner i høj kvalitet til aftalt tid. Derfor gør vi alt for at værne om vores særlige arbejdsplads og medarbejdere. Sammen med investering i det vildeste udstyr og den nyeste teknologi er dette grundstenene i vores fortsatte succes.«
Hos Rival er kursen sat på vækst for fremtiden, og målet er en betydelig vækst i både omsætning og resultat inden for de kommende år.
»Det er med til at holde os alle skarpe og sikre udvikling, men kultur og strategi skal gå hånd i hånd, så vi skaber de allerbedste rammer for den fortsatte udvikling,« lyder det fra Henrik Holvad.