85-årig jagtforening har aldrig set flottere ud
Klubhuset er behørigt renoveret, så Auning Jagtforening tager sig pænt ud til den store fødseldag.
Fredag 5. april fylder Auning Jagtforening 85 år.
Dagen efter, altså lørdag 6. april, inviterer jagtforeningen til åbent hus i klubhuset på Reimersvej, og i den anledning har huset fået det pæne tøj på.
Klubhuset er således blevet grundigt istandsat med ny facade og nye vinduer, og det skal være med til at signalere en frisk start for den aldrende forening, fortæller formand Tage Madsen.
Han har tidligere været formand for jagtforeningen, og egentlig var det ikke meningen, at Tage Madsen igen skulle indtage den plads. Som snart 80-årig og dermed næsten jævnaldrende med foreningen, havde han helst set, at yngre kræfter var klar til at føre Auning Jagtforening videre, men ved generalforsamlingen i 2023 var der et ønske om, at der igen kommer mere aktivitet ind i foreningen, og det har Tage Madsen og resten af bestyrelsen sat sig for at realisere.
»Vi var nærmest i gang med en afvikling af foreningen, fordi der ikke har været ret meget aktivitet igennem længere tid. Det skulle da helst have været nogle yngre mennesker i bestyrelsen, men vi kunne godt se, at det ikke gik længere, så vi rakte hånden op,« fortæller Tage Madsen.
Sjældet ringe ansøgning
Han sidder i klubhuset sammen med bestyrelsesmedlem Leif Jepsen, som konstaterer, at han jo er væsentlig yngre end formanden. I hver fald en enkelt årgang.
Alligevel er det hurtigt lykkedes for den aldersmæssigt erfarne bestyrelse at sætte skub i aktiviteterne.
Gennem fonde har Auning Jagtforening fået støtte på i alt 160.000 kroner til istandsættelse af huset. Foreningen kunne således nøjes med selv at punge 13.000 kroner ud til det 173.000 kroner dyre renoveringsprojekt.
Ikke helt uden udfordringer dog. Fondsansøgninger er ikke noget, jagtforeningen tidligere har gjort ret meget i, og en dag ringede formanden for Elro-fonden og bad om et møde med bestyrelsen.
»Vi mødtes her ved huset. Han grinede lidt, da han ankom, og så sagde han, at han sjældent har set så ringe en ansøgning,« fortæller Tage Madsen med et højt grin.
»Men de ville gerne gerne hjælpe. En af betingelserne er, at man også søger andre fonde, og han kunne se, at vi ikke havde en skid forstand på det, så vi blev sat i kontakt med en kvinde i Nordjylland, der er ekspert i den slags ansøgninger, og nu har vi fået støtte fra Elro-fonden, Norlys og Sparekassen Djursland,« uddyber Tage Madsen.
Flere der vil yde
Klubhuset er nu udstyret med nye vinduer ud mod Reimersvej og beklædt med vedligeholdesfri hardieplank hele vejen rundt.
Sidstnævnte er gode nyheder for jagtforeningens tirsdagshold, som består af pensionister, der bruger en dag om ugen på at holde klubhuset og grunden ved lige.
Netop foreningsarbejdet er også en af grundene til, at Auning Jagtforening gerne ser medlemmer med en lidt nyere fødselsattest end mange af de nuværende medlemmer, noterer Leif Jepsen.
»Vi er jo rigtig mange af de samme gamle nisser, der kommmer her, så vi kunne rigtig godt tænke os nogle yngre kræfter, men det er svært i dag. Folk vil jo gerne nyde, men ikke så gerne yde,« konstaterer han med et skævt smil.
Der er rig lejlighed for både yngre og ældre kræfter til at stifte nærmere bekendtskab med aktiviteterne i Auning Jagtforening til åben hus 6. april.
Her er der både indvielse af det nyrenoverede klubhus og 85 års fødselsdag fra kl. 11 til 14, hvor jagtforeningen serverer grillpølser med kartoffelsalat og øl og vand.