Efter ti års tilløb: Med donation kan gymnastikbyggeri til 40 mio. kr. gå i gang
Springcenter Aarhus får med ny donation et budget på 40 mio. kr. til ombygning.
En udvidelse og ombygning af det populære Springcenter Aarhus i Vejlby-Risskov kan nu blive en realitet.
Det sker, efter projektet har modtaget støtte fra Nordea-fonden på 6 mio. kr. til at styrke unge fællesskaber.
Hele byggeprojektet får dermed et samlet budget på 40 mio. kr., og projektet forventes at blive til virkelighed i løbet af i år og 2025, oplyser Springcenter Aarhus i en pressemeddelelse.
Det er ti år siden, at arbejdet med udvidelsen tog sin begyndelse, fordi der var behov for mere plads til at dyrke den brede vifte af gymnastiske discipliner, der foregår i centeret.
»Støtten fra Nordea-fonden giver os mulighed for at udvide vores målgruppe og tilbyde flere unge et mødested, som kan være afgørende for, at de får en sund og aktiv livsstil. I en tid med fokus på et stigende antal unge i mistrivsel ønsker vi at yde vores bidrag til at bekæmpe mistrivslen med fokus på fællesskab og fysisk aktivitet,« siger Kirsten Brusgård, bestyrelsesmedlem i Springcenter Aarhus.
Målet er, at de nye faciliteter kan indvies sommeren 2025, og her vil der være premiere på en nyudviklet bevægelseskultur, ligesom der vil være værter, der opsøger og går i dialog med unge.
Udvidelsen af Springcenter Aarhus er udover Nordea-fonden støttet af Aarhus Kommune, Lokale- og Anlægsfonden og Salling Fondene, ligesom VIK Gymnastik, Teamgym Aarhus og Springcenter Aarhus har givet støtte til projektet.