Fortsæt til indhold

Skødstrup Håndbold reddet nær deadline: »Når det gælder, kan folk godt komme op af stolene«

Det kom tættere på, end han kunne have ønsket sig, men kan afgående bestyrelsesformand for Skødstrup Håndbold ånde lettet op.

Samfund

Det så ret sort ud, men nu har Skødstrup Håndbold sikret nye kræfter, der kan føre klubben videre i en årrække.

Torsdag 21. marts blev der valgt otte nye medlemmer til bestyrelsen i håndboldforeningen, og omkring 25 forældre tilkendegav desuden, at de gerne vil hjælpe med forskellige opgaver for at støtte den nye bestyrelse.

Der måtte dog en alvorlig opsang til, for at forældre i lokalsamfundet fandt deres indre frivillige frem.

Den afgående bestyrelsesformand for Skødstrup Håndbold, Jesper Snedker Madsen, tog for nylig initiativ til at printe 400 sider af en orientering, klubbens håndboldpiger og -drenge, tog dem med hjem til deres forældre. Orienteringen startede med sætningen:

»Vi står desværre i en yderst kritisk situation, hvor vi risikerer, at vi må lukke Skødstrup Håndboldforening ned på trods af stigende medlemstal og en sund økonomi.«

Der var simpelthen ikke nogen, der havde meldt sig til bestyrelsen ved den seneste generalforsamling 28. februar. Ingen bestyrelse, ingen håndboldklub.

»Der var en hel masse forældre, der fik øjnene op for, at de nok var nødt til at gøre noget, hvis klubben skulle overleve. Omkring 40 personer mødte op til generalforsamlingen med den indstilling, at de gerne ville gøre en forskel. De vil gerne løse en opgave.«

»Skandaløst og pinligt«

Ved mødet torsdag 21. marts blev der valgt seks nye medlemmer til bestyrelsen. De nye medlemmer vil nu blive sat ind i, hvad bestyrelsesarbejdet mere konkret omfatter.

Hvilke konsekvenser havde det fået, hvis ingen havde meldt sig?

»Så var der ikke noget, der hed Skødstrup Håndbold efter sommerferien, og så måtte vi opfordre folk til at søge ud i andre foreninger og se, om de kunne absorbere dem. Det ville være mega træls, for der er så mange børn i Skødstrup, der elsker at spille håndbold. Det havde været skandaløst og pinligt, hvis forældrene ikke bakkede op om deres børn. Frivilligt arbejde er det, der driver vores samfund.«

Hvorfor tror du, det har været et problem at få folk til at melde sig ind i bestyrelsen?

»Der blevet givet udtryk, at man bliver spammet med informationer. Der er mange kanaler. Aula, privat- og arbejdsmails, e-Boks, Facebook, Instagram og så videre. Folk er hurtige til at sige: »Det er ikke vigtigt,« og så er man videre. Folk tænker, at der nok er nogle andre, der tager opgaven. Der skal være noget på spil, for at man engagerer sig.«

Jesper Snedker Madsen understreger, at der er tale om en positiv historie.

»Jeg synes, at forældrene er klar, når det gælder. Vi kunne selvfølgelig godt håbe, at det ikke havde behøvet at komme så vidt, men når det gælder, kan folk godt komme op af stolene og engagere sig,« siger han.

Skødstrup Håndbold er i senere år vokset betydeligt, fordi mange børnefamilier har valgt at slå sig ned i Skødstrup, lyder det fra Jesper Snedker Madsen. Skødstrup Håndbold tæller 400 medlemmer inklusive bestyrelsesmedlemmer og frivillige trænere.