Julie Bruhn Højsgaard åbner op: Barselsrum om forældreskab, ensomhed og lykke
Julie Bruhn Højsgaard vil blandt andet åbne for samtalen om både store og små emner ved at læse op af sin bog 'Kære verden – jeg er blevet mor'.
Er forældreskabet starten på at blive en anden? Eller er det snarere en mulighed for at blive sig selv og sine egne behov bevidst? Den overvejelse er udgangspunktet, når Julie Bruhn Højsgaard, forfatter, podcaster og pædagog, i samarbejde med Maltfabrikken inviterer indenfor til Barselsrum - et varmt og uformelt samtalerum for forældre på barsel og forældre med små børn.
Hvorfor kommer ensomheden, mens lykken lader vente på sig i min første tid som forælder? Hvorfor får mit barn nye behov, hver gang brikkerne lige er faldet på plads for os? Hvorfor forandrer mine nærmeste relationer sig, netop nu hvor jeg har allermest brug for dem? Hvorfor har alle pludselig 117 meninger om, hvordan man skal være forælder… og kommer jeg nogensinde til at sove en hel nat igen?
Hvis man har stillet sig selv et eller flere af den slags spørgsmål, eller bare trænger til at være sammen med andre småbørnsforældre, kan man sikkert finde andre i samme situation, når Julie Bruhn Højsgaard inviterer til en snak om livet som forælder med alt hvad det indebærer. Julie Bruhn Højsgaard vil åbne for samtalen ved at læse op af sin bog ’Kære verden – jeg er blevet mor’, bruge sin egen rejse ind i moderskabet, og trække på sin viden fra podcastserien ’Jeg er mor’, som hun er medskaber af.
Barselsrum afholdes i Maltfabrikkens bygning Snedkeriet i Skindergade første gang 11. april kl. 10, og vender siden tilbage 2. maj og 6. juni. Både mødre og fædre er velkomne, og man kan selvfølgelig tage babyer og børn med. Kaffe, te og brød står klar, man kan deltage i snakken, dele egne erfaringer, eller blot være og lytte med. Julie Bruhn Højsgaard står for indhold og oplæg til samtale i tidsrummet 10-11, og derefter er der mulighed for at blive og hygge frem til middag i det omfang, man har lyst. Tilmelding er nødvendig og foregår via go-syddjurs.dk