Fortsæt til indhold

Dansk vandteknologi skal sikre USA’s drikkevand

Med en massiv investering i ny produktion i Georgia i USA, klipper Kamstrup i Skanderborg snorene til en historisk satsning på det amerikanske marked.

Samfund
gs

Med åbningen af nyt stort nordamerikansk hovedkvarter og produktionsfaciliteter markerer Kamstrup i Skanderborg en milepæl i strategien om at udbrede dansk vandteknologi til resten af verden.

Den danske ambassadør Jesper Møller Sørensen åbnede torsdag 21. marts sammen med Georgias guvernør Brian Kemp således den danskejede fabrik, der blandt andet skal levere ultrasoniske vandmålere, der kan identificere lækager i vandledninger. Og netop nedslidte og utætte vandrør er i USA så stort et problem, at man enkelte steder ser, at op mod 60 pct. af drikkevandet går til spilde, inden det når amerikanernes vandhaner.

»Vandspild er et kæmpeproblem ikke bare i USA, men i store dele af verden. Men det kan vores danske teknologi afhjælpe, hvilket vi ser et globalt potentiale i,« siger CEO i Kamstrup Søren Kvorning og understreger, at åbningen i Georgia derfor markerer et markant næste skridt for Kamstrup som globalt førende inden for intelligent målingsteknologi, men også for Danmark som vandteknologisk foregangsland.

Af samme grund var også Danmarks ambassadør i USA Jesper Møller Sørensen med til fabriksåbningen.

»Åbningen af Kamstrups nye fabrik markerer en vigtig milepæl i det dansk-amerikanske samarbejde inden for bæredygtig vandhåndtering og investeringer. Investeringen understreger danske virksomheders vedvarende engagement i at fremme den grønne omstilling og skabelse af arbejdspladser i USA. Det er fantastisk at se en dansk virksomhed, der er i spidsen for innovation og bæredygtighed, gøre en mærkbar indflydelse på det amerikanske marked,« siger Jesper Møller Sørensen.

De nye faciliteter i Cumming, Georgia, dækker et areal på 14.000 kvm mod tidligere 3.000 kvm. Og valget af Georgia i Atlanta i det sydøstlige USA er ikke tilfældigt.

»Atlanta er et globalt knudepunkt for innovation, hvilket passer perfekt med Kamstrups fokus på teknologi og forpligtelse til at levere industriens mest avancerede og pålidelige vandmålingsløsninger,« siger Vice President og Country Manager for Kamstrup Bruce Bharat. Han er ikke i tvivl om, at Kamstrups teknologi har potentialet til at gøre de amerikanske vandforsyninger langt sikrere og mere effektive. Især udfordringer med knaphed i vandforsyningen, øgede omkostninger og et stigende befolkningstal udgør nemlig et stigende problem i mange stater.

»Det er disse problemer vores teknologi kan afhjælpe, og derfor har vi store forventninger til vores satsning i USA. At vi samtidig skaber lokale jobs, styrker kun forholdet og nærheden til vores amerikanske kunder og samarbejdspartnere,« siger CEO Søren Kvorning, der også deltog i åbningen.

Kamstrup betjener allerede amerikanske forsyninger i blandt andet El Paso, Texas; Jackson, Mississippi; Madison County, Alabama og Greer, South Carolina.