Så er de første danske kartofler landet - til 500 kroner kiloet: »Det er faktisk billigt«
Frugtlageret fra Grenaa har i dag hentet de første nye, danske kartofler fra en avler på Fyn og delt dem ud i Østjylland.
Det er en tilbagevendende tradition, og den slags er jo som sædvanligt herlige.
Det er denne forårsbebuder også.
Hvert år på denne tid er Kristian Busk fra Hos Walter på havnen i Ebeltoft nemlig en af de få heldige, som kan prale med at kunne sælge årets første, danske kartofler.
Det kan han takket være Mads Ploumann fra engrosfirmaet Frugtlageret i Grenaa, der netop har hentet første læs af jordens guld og delt dem ud til få udvalgte steder i Østjylland.
Det skriver Adresseavisen Syddjurs.
Det er brødrene Larsen fra Herrested ved Ørbæk på Fyn, der dyrker dem.
Og det der med, at de kommer fra et drivhus, er mindre vigtigt, mener Kristian Busk.
»Ja, ja, men vi er stadig de første til at få fingrene i dem, og nye, danske kartofler er nye danske kartofler,« siger han med et charmerende købmandssmil.
35 bakker
Skal du også have fingrene i dem, skal du skynde dig.
Frugtlageret leverede 35 bakker i Ebeltoft med 200 gram kartofler i hver. De kan erhverves for 99 kroner stykket.
»Det er faktisk billigt. Vi har givet mere for dem, men vi gør det for sjov. Og så er det jo smagen af forår«
Traditionen tro er der da også folk, der allerede har reserveret på forhånd, og nogle af dem kommer ifølge Kristian Busk langvejs fra for at få fat i kartoflerne på havnen.
Hos Walter markerede begivenheden med en livesending på Facebook, og mindre kan vel heller ikke gøre det.