Ny læseundervisning skal skabe flere (selv)sikre læsere
Med økonomisk støtte fra Nordeafonden vil indskolingselever i Norddjurs over de næste tre skoleår møde en ny læseundervisning.
Indskolingselever i Norddjurs og Horsens Kommune kan se frem til et gevaldigt læseløft takket være støtte på 9 mio. kr. fra Nordea-fonden, når de over de næste tre skoleår møder en ny læseundervisning. Nationalt Videncenter for Læsning leder projektet, der gennemføres i samarbejde med Norddjurs og Horsens Kommune og VIA University College.
Læsning er et redskab til at lære, til at få gode oplevelser og viden om verden. Derfor er det vigtigt, at alle børn er sikre læsere og har en tro på, at de kan lære det, de møder i skolen. Dog rammer den aktuelle læseundervisning i indskolingen ikke alle elever. Nogle af børnene er bagud fra start, og de risikerer at miste læselysten.
Den nye læseundervisning baserer sig på syv principper udviklet af læseforsker Jesper Bremholm. Det betyder, at eleverne kommer til at arbejde systematisk med alle dimensioner af læsning, ligesom de selv lærer at skrive noget, som andre kan og vil læse. Læseundervisningen er tilpasset elevernes forskellige læringsforudsætninger og behov.
Erfaringerne fra projektet samles i et inspirationsmateriale, som skal anvendes i landets læreruddannelser. På den måde vil den nye læseundervisning gå fra lokal til national anvendelse samt være til gavn for kommende lærere og elever.
Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, udtaler i en pressemeddelelse:
»Det er vigtigt, at vi giver vores børn de bedst mulige forudsætninger for at få en god start i skolelivet. Det nye projekt, (Selv)sikker Læsestart, har fokus på at udvikle en ny undervisningsmodel, som kan hjælpe flere indskolingsbørn godt på vej og styrke deres læseglæde og motivation. Læsning er med til at understøtte børns nysgerrighed og fantasi, men er også en forudsætning for al anden læring og dermed en nødvendig betingelse for, at man som barn senere i livet kan komme godt videre i uddannelse og job. Hos Nordea-fonden er vi stolte af at støtte projektet, og vi glæder os til at se, hvordan det kan bidrage til at skabe flere gode liv. «
Og Lillian Klit Byrialsen, koordinator og fagkonsulent for sprog og læsning, Norddjurs Kommune, tilføjer:
»Vores børn møder i skole første dag med meget forskellige læseforudsætninger. Nogle kan ikke vente med at åbne bogens og læsningens univers, andre har svært ved at finde meningen med bogstaverne. På Auning Skole og skolerne i Børneby Nord, der deltager i projektet, har vi primært arbejdet med bogstavernes lyde gennem læsning af tekster fra et lærebogssystem. Det bliver interessant at udvikle vores tilgang og få flere aspekter med gennem en balanceret læsedidaktik, og vi ønsker, at vi med dette løft lykkes med, at flere børn bliver bedre læsere.«