Med naturen som inspiration: Ny udstilling i Mørke
Med en baggrund som beklædningsformgiver har Lone Øvig altid bevæget sig i en kreativ verden. Lone Øvig gik ud af Kunsthåndværkerskolen i Kolding tilbage i 1994 og startede for alvor med at male for snart 10 år siden.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Naturen og landskaber er en stor inspirationskilde til naturabstraktioner. Det kan være det samme motiv, men lys, årstid, tidspunkt skaber i sig selv nye motiver. Delelementer, scener af landskaber, abstraktioner og lag på lag danner maleriet.
Akrylmaling og gouache-farver er Lone Øvigs foretrukne materialer.
Farver og sammensætning af disse optager hende meget, og kombinationerne er uudtømmelige. For Lone Øvig er det vigtigt at beskueren selv går på opdagelse i maleriet og danner egne billeder, Lone Øvig har blot haft naturen for øje og abstraktion af denne. Ofte er det de tågede, slørede abstraktioner, det udviskede, det man ikke lige umiddelbart får øje på, der optager hende.
Udstillingen kan ses fra lørdag 6. april og frem til 30. maj i Byens Hus Mørke, Ebeltoftvej 7, Mørke.