Fortsæt til indhold

Familievirksomhed har rejst sig fra asken: »Vi tænker stort i modgang«

Efter en altødelæggende brand har rengøringsfirma nu rejst sig og udvidet forretningen.

Samfund

Dårligt var malingen tør og den sidste skuresvamp lagt på plads, før en omfattende brand fik ødelagt det hele.

»Vi var lige kommet på plads og havde givet hinanden håndslag efter et godt stykke arbejde,« siger indehaver af VoresEgenRengøring Maria Nielsen.

I november i fjor var virksomheden, som også omfatter den erotiske webshop Morelust.dk, flyttet ind i nye lokaler på Øster Kringelvej i Egå. Rengøringsfirmaet var fem år gammel, men kort efter de lørdag den 18. november var taget hjem, fik de en skæbnesvanger opringning.

»Vi blev ringet op og fik fortalt, at der stod røg ud fra vores bygning,« siger Maria Nielsen.

På en time blev alt ødelagt. Heldigvis stod VoresEgenRengørings firmabiler fuldt klargjort uden for bygningen. Det gjorde det muligt for virksomheden at fortsætte en lille del af deres aktiviteter i tiden, der fulgte.

Det var et grimt syn, der mødte Maria Nielsen og familien tilbage i november sidste år. Foto: VoresEgenRengøring

Fire måneder i skurvogn

VoresEgenRengøring indehaves af Maria Nielsen, men med sig har hun både sin mand og to sønner, der hver især varetager opgaver på henholdsvis kontoret og ude i marken.

Da firmaets 500 kvadratmeter blev fuldstændig røg- og brandskadet, blev tæppet rykket væk under familiens indkomstgrundlag. I fire måneder måtte de stuves sammen på mindre end 30 kvadratmeter i en skurvogn, mens deres lager- og kontorbygning var under genopbygning.

Imens fik de ansatte lov at gå hjemme med fuld løn.

»Vi ville rigtig gerne beholde vores ansatte, og derfor lod vi dem gå hjemme med løn, så de ikke fandt noget andet,« siger Maria Nielsen.

Den noget pressede situation var hård kost for familien, men ifølge Maria Nielsen, er det et kendetegn for hende og mandens forhold, at de bruger modgang til at komme på nye idéer.

»Vi tænker stort i modgang. Vi er gode til at sige: ”Hvad kan vi så gøre?”« fortæller Maria Nielsen.

Det blev da også startskuddet til nye forretningsområder for rengøringsfirmaet. Således tilbyder de nu også algebehandling, skadedyrsbekæmpelse samt anlægsarbejde.

VoresEgenRengørings lager- og kontorbygning efter genopbygningen. Firmaet rykkede tilbage på de 500 kvadratmeter tidligere i marts. Foto: VoresEgenRengøring

Slukker kontakten

Den pludselige brand i november er aldrig blevet opklaret. Men det er brandvæsenets bedste bud, at en af de batteridrevne gulvvaskemaskiner selvantændte og altså satte fut i hele bygningen.

Det har ændret noget ved VoresEgenRengørings praksis.

»Vi har ikke de maskiner mere, nu har vi kun nogle, der har ledning,« siger Maria Nielsen.

Også i privaten har det haft betydning at se, hvor hurtigt flammer kan ødelægge et helt livsgrundlag.

»Vi har vores familie og vores hjem, og det er jo det vigtigste. Men tænk, hvis det havde været vores eget hus, der var gået i brand,« reflekterer Maria Nielsen og fortsætter:

»Vi er begyndt at slukke alle kontakter, og jeg kunne aldrig mere drømme om at sætte en vaskemaskine i gang om natten, mens vi sover.«