Elna og Oli pakker ned: Et liv på Strandkroen er forbi

Elna Rønde Hansen og Oli Willy Oligschläger går i disse dage og pakker 45 års historie ned i flyttekasser.

I næsten et halvt århundrede, siden 1979, har de drevet Strandkroen i Ebeltoft, mens førstesalen har været deres hjem.

Her er deres tre børn vokset op, og her har parret levet et hårdtarbejdende liv.

Et liv med stamgæster, schnitzler, småblomstrede dækkeservietter og masser af sovs. Men nu er den del af det slut, og det er vemodigt, fortæller Elna.

»Det føles som den rigtige beslutning, men man forlader ikke et helt liv, uden at det er vemodigt. For søren, hvor kommer vi til at savne det. Det er jo vores lille baby, det her.«

Hun er 68 år, og hendes mand er 78 år, så det er helt fair at skifte karrieren som kroværter ud med pensionisttilværelsen.

Oli har dog allerede været pensionist de sidste 10 år, og Elna har derfor siden da selv stået for at drive restauranten og lave maden.

Den mad, som stort set ikke har ændret karakter i de 45 år, de har haft stedet. Elna kalder det ”80’er-stil”.

»Det er ikke ligefrem det franske køkken. Vi plejer at sige, at der skal helst være meget, og det skal smage godt. Og så skal der være sovs. Masser af sovs,« siger hun, mens hun med et stort smil trækker på ”o’et.

Det her er sådan, vi er

Menukortet, som altid har været pænt omfattende, har alle årene været inspireret af det tyske.

»Måske er vi ikke moderne lige nu, men da vi startede, havde vi entrecote med bagt kartoffel og salat på menuen. Danskere var jo ikke vant til at spise salat dengang. Det hørte til på et stykke smørrebrød, og det var så det. Jeg tror faktisk ikke engang, at man spiste mormorsalat dengang. I Tyskland var man jo vant til, at man fik en tallerken med salat, inden maden kom. Så det bragte vi hertil, og det har gennem alle årene været populært. Ligesom schnitzlerne.«

Elna er opvokset i Ebdrup ved Kolind. Siden hun var 14 år, har hun altid arbejdet i restauranter, og hendes mor var kogekone, så også her har hun haft hænderne i suppegryder og høns, og der lærte hun om og fik interesse for maden.

Hendes oldefar var lokomotivfører på Ebeltoftgrisen, og hans søn var smed på Ruggaard.

Hendes mor var i hjemmeværnet, og hendes far var frihedskæmper og gemte våben til englænderne i sin smedje.

Det første bal, hun var til, var selvfølgelig på Skovpavillonen i Ebeltoft, hvor hendes bror i øvrigt spillede til dansant.

Så Elna er rundet af Djursland på alle måder, men det var slet ikke givet, at det var her, hun og Oli skulle tilbringe deres liv.

Hun var nemlig sulten efter verden og uddannelse og ville egentlig have været korrespondent. For at lære sproget tog hun til Tyskland og arbejdede.

Her mødte hun Oli, som var kok og tjener.

De begyndte at drømme om at åbne deres eget sted, men kredsede egentlig om at gøre det i Tyskland.

En tilfældighed afgjorde, at de endte i Ebeltoft.

De ventede barn, da de på en ferie på Djursland fik et tip fra Elnas bror om, at der var noget til salg.

»Strandkroen havde lige den rette størrelse til os, og så ligger det jo skønt her ved vandet og med udsigt til bjergene. Der gik seks dage, så havde vi købt det.«

Det var også et spisested, da Oli og Elna købte det, og ligesom menukortet har været det samme, så er indretningen det også.

«Altså, ved du hvad? Det var stort set nøjagtigt, som det er nu. Det er de samme gardiner og de samme lamper. De er gået hen og blevet moderne igen. Møblerne stod her også, da vi kom, og det er kun tre år siden, vi fjernede gulvtæppet,« griner hun.

»Vi har aldrig villet være smarte eller have sådan et stort, koldt, hvidt sted. Det her er sådan, vi er.«

Mange minder

De sidste år har Elna trappet lidt ned, både med menukort og åbningstider. Tanken om at lukke og sælge deres hjem opstod allerede for et par år siden, men først nu er salget af huset faldet på plads.

Det er et yngre, lokalt par, der skal overtage nøglerne til den gamle kro. De har allerede døbt deres nye sted Jessie’s by the beach, og netop nu går de og sætter en isvogn i stand på parkeringspladsen foran kroen.

På den anden side af huset står en container.

Her skal Elna og Oli opmagasinere alle deres ting, for foreløbig flytter de midlertidigt i et sommerhus 500 meter længere nede ad vejen, indtil de finder ud af, hvad de skal permanent.

»Jeg vil frygtelig gerne blive boende i det her område. Jeg kan slet ikke undvære udsigten over vandet og de små fiskehuse. Men nu må vi se, hvad der sker.«

Påskedagene var de sidste i Strandkroens tid, som vi kender den. Nu er pakningen i gang.

»Jeg har travlt. Der er godt nok mange ting. Det er svært sådan at skulle pakke 45 år ned. Her er så mange minder. Dér sad børnene og lavede lektier om eftermiddagen, og der er så mange gæster, der er kommet gennem flere generationer, som vi ikke længere kommer til at se. Og alle de unge mennesker, jeg har haft ansat. De er jo også lidt som vores børn. Strandkroen har været hele vores liv. Det kommer vi til at savne.«