Pindstrup Centrets næste kapitel: Der forhandles seriøst om et salg
Bestyrelsesformand for Pindstrup Fonden, Grete Bækgaard Thomsen, siger til Lokalavisen, at hun håber Pindstrup Centret er solgt, men tilføjer i samme moment, at der fortsat forhandles.
Pindstrup Centret lukkede og slukkede ved årsskiftet.
Efter mere end 50 års drift stod Pindstrup Centret, med sine rødder dybt plantet i hjertet af Djursland, over for en trist afvikling efter i en meget lang årrække at have haft underskud på underskud på bundlinjen.
Centret har gennem årene undergået udvidelser og tilpasninger, men det har ikke været tilstrækkeligt til at sikre dets fortsatte drift.
Besparelsesrunder har forbedret driften, men ikke nok til at gøre det økonomisk forsvarligt at fortsætte.
Store investeringer i renovering og vedligeholdelse af bygningerne stod forude, og uden mulighed for at låne penge til denne opgave, var beslutningen om lukning blevet uundgåelig.
Ikke solgt endnu
Siden meddelelsen om lukningen i efteråret 2023 har Pindstrup Centret været til salg.
Det er ikke solgt endnu, men jeg håber, det er solgt.Grete Bækgaard Thomsen, bestyrelsesformand for Pindstrup Fonden
Lokalt spørges der til, om der snart sker noget. Kommer der snart en køber?
Lokalavisen har stillet spørgsmål til Grete Bækgaard Thomsen, bestyrelsesformand for Pindstrup Fonden.
Hun svarer lidt kryptisk:
»Det er ikke solgt endnu, men jeg håber, det er solgt.«
- Hvordan skal det forstås?
»Jamen, jeg kan selvfølgelig ikke sige ret meget andet end, at vi er i seriøse forhandlinger, som vi håber ender ud i, at Pindstrup Centret får en ny ejer«
- Hvor stor har interessen været? Hvor mange potentielle købere har henvendt sig?
»Hvad er mange? Der har været seriøs interesse, ligesom vi sorterede nogle fra. Mere kan jeg ikke sige.«
- Sælger i hele Centret eller deler I op?
»Det kan jeg heller ikke sige noget om. Det er en del af forhandlingerne. Så længe der pågår forhandlinger, kan jeg ikke sige ret meget«
- Hvornår forventer du en købsaftale er på plads?
»Det har jeg ingen idé om.«
Stort område
Prisen for det cirka 80.000 kvadratmeter store område med tilhørende kursuslokaler, kontorer, køkkener, værelser m.m. plus spejderhuset?
»Rent markedsmæssigt ligger Pindstrup Centret ikke det nemmeste sted, når vi snakker salg. Ret beset er et sted jo ikke mere værd, end det afkast, det kan generere,« lød det fra Henrik Christensen, Fondsdirektør, CEO Pindstrup Fonden, i september 2023 til Lokalavisen.
Ingen bør være i tvivl om, at bestyrelsen i Pindstrup Fonden hele tiden har håbet på, at der vil være en køber som har midlerne til at føre Pindstrup Centret videre i den ånd, som det blev født på i 1958, og som stedet har efterlevet siden.
I 1982 blev Pindstrup Centret udvidet, så der kunne være plads til flere kursister.
Fonden købte restauranten ’Skovens Perle’, som blev til Center II med kursuslokaler, 24 værelser og en svømmehal.
Sidstnævnte er som led i de senere års besparelsesrunder for længst lukket ned.
Smukt formål
Efter mere end 50 år med en stærk forpligtelse til at forene mennesker på tværs af forskelle, står Pindstrup Centret nu over for sin sidste akt.
Fra sin beskedne begyndelse i 1958 har dette sted været mere end bare en samling af bygninger; det har været hjertet af et fællesskab, der har arbejdet utrætteligt for at integrere handicappede og ikke-handicappede børn og unge i samfundet.
Det hele begyndte med en vision fra KFUM-spejderne, der drømte om at skabe et sted, hvor alle kunne være sammen og deltage i aktiviteter på lige vilkår.
Denne drøm blev til virkelighed takket være en generøs donation af jord fra Johannes F. la Cour, direktøren og stifteren af Pindstrup Mosebrug.
Gennem årene har Pindstrup Centret været et kraftcenter for læring, uddannelse og socialt engagement.
Fra integrationssessioner til private virksomhedskurser har dette sted været en katalysator for samarbejde og vækst.
Det har været et sted, hvor mennesker har mødt hinanden, dannet venskaber og skabt minder, der vil vare livet ud.