Allingåbro Varmeværk sætter kursen fra fossil fortid til bæredygtig fremtid
Det koster omkring 50 millioner at etablere byens nye varmeværk. Til gengæld bliver det klar til at gå fremtiden i møde.
Imellem Hovedgaden og Nordkystvejen i udkanten af Allingåbro er et ambitiøst projekt ved at rejse sig.
Her er Allingåbro Varmeværk ved at sætte kursen for byens fremtidige varmeforsyning, når et helt nyt varmeværk i slutningen af året skal overtage driften fra det gamle værk på Granbakkevej.
Det betyder samtidig et endeligt farvel til fossile energikilder, når varmeværket pensionerer det gamle oliefyr. Det erstattes af en varmepumpe og elkedel, som kan lagre varmen i den 23 meter høje akkumuleringstank, der opføres sammen med resten af værket.
Det giver en helt ny fleksibilitet for varmeværket. Muligheden for at ophobe og opbevare varmen var da også første prioritet for Allingåbro Varmeværk, da de første skitser af det nye værk blev nedfældet for tre år siden, fortæller bestyrelsesformand Jens Anker Friis Høg.
»Vi får kapacitet til at klare en 10 dages drift om sommeren og to dage om vinteren, når tanken er helt lagret med varmt vand. Det betyder, at vi faktisk kan slukke for anlægget i 10 dage om sommeren og alligevel levere. Den robusthed har vi slet ikke i dag,« fortæller Jens Anker Friis Høg og forklarer, hvordan oliefyret i dag tager over, hvis de øvrige energikilder ikke kører.
»Så starter det op med det samme, og det koster kassen. Samtidig vil vi gerne væk fra olien og den afhængighed vi har af olie,« uddyber bestyrelsesformanden.
Grønne tider
Ruten for det nye varmeværk går nemlig ad markant grønnere veje, fortæller han sammen med bestyrelsesmedlem John Saaby.
Strømmen til at producere varme kommer således fra sol- og vindenergi. Den kommer i første omgang fra transformerstationen i Drammelstrup, men Allingåbro Varmeværk har også valgt at kigge længere ud i fremtiden, og derfor er der masser af plads til at etablere solcelleanlæg på det areal, varmeværket har købt af Norddjurs Kommune.
Det betyder også, at varmeværket vil blive langt mere fleksibelt og fremtidssikkert til kundernes fordel, konstaterer John Saaby Jensen.
»Vi bliver ikke så låst af konjunktursvingninger på strømmen, når vi kan købe fra vores eget anlæg, hvis elpriserne pludselig bliver høje. Og når forbrugeren sidder og kigger på sin el-regning, kan man se, at man i dag også betaler for transport af strømmen. Det skal vi ikke betale, hvis når vi producerer til os selv, og det kommer jo forbrugeren til gode,« forklarer John Saaby Jensen.
Dyrt, men fremtidssikkert
Der er dog endnu ikke lagt konkrete planer for etablering af et solcelleanlæg på grunden. Hvornår det igangsættes afhænger af, hvordan priserne på solceller udvikler sig i de kommende år.
I første omgang koncentrerer varmeværket sig således om at få landet den store investering, som værket har gjort ved etableringen og udflytningen til det nye varmeværk.
Det er en investering på 48-50 millioner kroner. Derfor har beslutningen også været flere år undervejs med stor konsulentbistand fra Dansk Fjernvarmes Projektafdeling, inden spaden blev sat i jorden.
»Det er det største, vi har leveret her i byen. Det er rigtig mange penge. Og det er også derfor, vi simpelthen har regnet og regnet og regnet og gået det igennem mange gange. Vi har blandt andet undersøgt, om det kunne betale sig at koble sig på et andet varmeværk, men det er slet ikke rentabelt i forhold til vores beregninger på det nye værk,« fortæller Jens Anker Friis Høg.
John Saaby Jensen supplerer og understreger, at selv om det er mange penge, Allingåbro Varmeværk skal lægge her og nu, så er der tale om langtidsholdbare engangsinvesteringer.
»Det er dyrt, når vi blandt andet skal lægge rør herfra (det nuværende varmeværk, red.) og op til det nye værk, men det er rør, der holder i minimum 50 år. Det er dyrt at etablere, men det betyder, at vi har fremtidssikret varmeværket på et i øvrigt meget driftsikkert system, som ikke kræver så meget pasning, som det eksisterende,« siger John Saaby Jensen.
Prisstigning i vente
Den store investering betyder imidlertid også, at kunderne må finde sig en mindre prisstigning på varmeleverancen fra Allingåbro Varmeværk.
»Forbrugeren kommer til at mærke en lille forskel. Vi har allerede meddelt kunderne, at for et standardhus kommer det til at koste cirka 200 kroner mere om måneden. Det er igen regnet igennem sammen med Dansk Fjernvarmes Projektafdeling, og så har vi lagt os fast på de tal,« siger Jens Anker Friis Høg, som dermed heller ikke forventer, at kunderne skal bekymre sig om store fremtidige overraskelser på prisen.
»Vi kan jo ikke garantere, at strømmen ikke pludselig stiger til det dobbelte, men denne pris for forbrugerne er regnet igennem, så vores næste regnskabsår også holder med de samme priser. Det vil vi hellere melde ud, end at vi for eksempel til jul er nødt til at gå ud og justere priserne igen,« fastslår bestyrelsesformanden.
Allingåbros nye varmeværk forventes at være i fuld varmeproduktion i uge 51 i år.