Fortsæt til indhold

Fodbold og motion: Velkommen til FC Fællesskab i TRIF

TRIF Fodbold lancerer nu en ny aktivitet målrettet mennesker med demens, pårørende, personer med kroniske udfordringer og pensionister.

Samfund

En ny og spændende mulighed for motion og fællesskab skyder op på kunstgræsbanen ved Rønde Idrætscenter.

Det er TRIF Fodbold som med FC Fællesskab byder velkommen til en ugentlig gang sjov fodboldtræning, hvor der er plads til alle uanset baggrund eller udfordringer.

Holdet, der går under navnet FC Demens m/k + Pensionister m/k, er åbent for alle, hvad enten man lever med demens, er pårørende eller bare ønsker at være en del af fællesskabet. Uanset om man har kroniske udfordringer eller er pensionist, er der plads til at deltage og nyde fællesskabet.

Træningen finder sted hver tirsdag fra kl. 10 til 11 på kunstgræsbanen.

»Her bliver der være masser af leg og spil med bold, hvor alle kan deltage efter deres eget niveau og tempo. Og når træningen er ovre, er der mulighed for at nyde en velfortjent kop kaffe og hygge sig sammen med de andre deltagere,« lover Vagn Nielsen, 73, som bor i Thorsager og har været i fodboldmiljøet i mange år.

Primært i VRI, hvor han tidligere har været engageret som træner i en årrække.

Han bliver sammen med sin kone ledere af FC Fællesskab. Begge har forberedt sig godt på opgaven og ser frem til at byde deltagerne velkommen.

Inkluderende fællesskab

FC Fællesskab er ikke kun motion, men handler også om at skabe et varmt og inkluderende fællesskab både på og uden for banen. Det er en mulighed for at møde nye mennesker, dele erfaringer og skabe gode minder sammen.

Så sæt kryds i kalenderen og mød op tirsdag den 9. april klokken 10-11 for at være med til opstarten af FC Fællesskab, opfordrer Vagn Nielsen.

»Alle er velkomne til at deltage, og der er ingen krav til erfaring eller færdigheder. Bare mød op med godt humør og lysten til at være en del af fællesskabet,« understreger han.

DBU, Syddjurs Kommune og Demensfællesskabet Østjylland bakker op om initiativet.

For yderligere information og tilmelding kan man kontakte Vagn Nielsen på telefonnummer 30596878 eller via e-mail på vagnnielsen1951@gmail.com.