Stort nedbrud: Kan ikke logge på offentlige sider
Det er endnu uvist, hvornår man igen kan logge på offentlige hjemmesider som Skat.dk og Sundhed.dk via systemet NemLog-in.
Datanedbrud rammer offentlige hjemmesider som skat.dk
Store offentlige hjemmesider kan ikke tilgås med NemLog-in grundet fejl hos ekstern leverandør.
Det er endnu uvist, hvornår man igen kan logge på offentlige hjemmesider som skat.dk og sundhed.dk via systemet NemLog-in.
Det er et nedbrud hos it-virksomheden Aeven, der har forårsaget problemet.
Her oplyser kommunikationsansvarlig Sara Løppenthin Stendevad, at fejlen er sket efter en opdatering af software i et af virksomhedens datacentre.
»Vi kan se, at fejlen er sket, efter at vi har kørt en opdatering i et af vores datacentre. Lige nu er vi i gang med fejlfindingen,« siger hun.
Ramt tirsdag formiddag
NemLog-in blev ramt af problemet tirsdag formiddag klokken 9.43.
Der er tirsdag først på eftermiddagen ingen tidshorisont for, hvornår systemet igen er oppe.
Der er ifølge den kommunikationsansvarlige ingen mistanke om, at fejlen skyldes en udefrakommende påvirkning, eksempelvis fra hackere.
Aeven står for driften af NemLog-in og løser opgaven for Digitaliseringsstyrelsen.
Virksomheder ejer og driver to datacentre i Danmark og har omkring 1400 ansatte på tværs af tre lande - Danmark, Tjekkiet og Filippinerne.
Blandt kunderne er ”nogle af Danmarks største private og offentlige aktører”, fremgår det af virksomhedens hjemmeside.