Synlighed i fokus: Birte Jensen er tilbage på Uge-Bladet efter en kort udflugt
Birte Jensen er tilbage med fornyet energi og er helt klar til at møde alle sine kunder i kommunen igen.
Som flere måske allerede har opdaget er vi på Uge-Bladet Skanderborg så heldige at have Birte Jensen tilbage i folden som souschef i salgsafdelingen.
»Jeg har været ude på en kort udflugt, og nu er jeg kommet hjem igen med fornyet energi. Jeg har savnet avisen, og jeg har savnet alle mine kunder. Jeg har savnet det gode fællesskab her i Skanderborg. Og så har jeg savnet min daglige køretur fra Odder til Skanderborg - især når jeg rammer billedet af søen og Skanderborg by,« fortæller Birte Jensen, der allerede er i fuld gang med at besøge sine kunder i kommunen.
Det er også noget af det, Birte Jensen savnede i den periode, hun prøvede kræfter hos Bagergården i Saksild.
»Jeg glæder mig til at komme ud igen og få nogle gode snakke ved kunderne. Jeg vil være synlig i gadebilledet, som jeg altid har været vant til at være. For mig er det også vigtigheden i at være meget synlig i byen, og jeg er altid at fange på min telefon og mail,« siger Birte Jensen.
Birte Jensen fortæller også om ambitionerne om at deltage i alt det, der sker i byen.
»Uge-bladet vil gerne bidrage med at være med omkring de ting, som bliver sat i gang i byen med eksempelvis Landmanden kommer til byen, Lys Nat og Kræmmermarkedet. Med de ting vil vi også gerne være synlige i gadebilledet, og vi er klar til at give en hånd med. Selvfølgelig altid i avisens ånd,« lyder det fra souschefen, der nyder at være vendt hjem.
At Birte Jensen er tilbage på Uge-Bladet Skanderborg er ikke eneste nyhed. Fra den 30. august vil Uge-Bladet Skanderborgs kontor ikke længere være at finde i Adelgade, da Jyllands-Postens Lokalaviser samler funktionerne i Aarhus.
Uge-Bladet vil dog fortsat have adresse et sted i kommunen. Hvor det bliver er endnu ikke afklaret. Det er vigtigt at fremhæve, at det for både salg og redaktion fortsat er vigtigt at komme ud blandt henholdsvis kunder og kilder i hele kommunen, som det også er tilfældet i dag. Og derfor bliver vi ikke mindre synlige i kommunen.