Forstærkning: Ny citychef til Randers
Randers City Forening har fået ny bestyrelse og udnævner ny citychef.
Den tidligere citykoordinator Sille Fogh er nu udnævnt til citychef.
Randers City Forening har fået en række nye bestyrelsesmedlemmer og har i samme omgang besluttet sig for udnævnelsen, fortæller den i en pressemeddelelse.
»Beslutningen er truffet, efter vi har haft mulighed for at diskutere den fremtidige strategi for Randers City Forening i den nye bestyrelse. Opgaven med midtbystrategien for Randers midtby er så omfattende, at vi er nødt til at have en citychef, som kan sikre byen indflydelse og søge samarbejde flest mulige steder,« forklarer Johanne Ægidiussen, der er formand for Randers City Forening.
Sille Fogh blev ansat som citykoordinator sidste efterår. Her kom hun fra en stilling som koordinator i Ungdomsskolen i Randers, som hun har bestridt i over otte år.
Hun bor i Dronningborg med mand og to børn og kalder sig indfødt randrusianer.
Titlen kommer igen
Tidligere i år sagde Sille Foghs kollega Pernille Lyager op. Marketingkoordinatoren havde landet et nyt job som social media-manager hos Svane Køkkenet, og i april 2023 skiftede daværende citychef Mette Bræmer-Jensen titlen ud til fordel for Aarhus Airport, hvor hun nu er chef for passagerservice.
Dermed får Randers nu igen en citychef efter et års titelpause.
»Jeg ser frem til at fortsætte mit virke i Randers City Forening som citychef. Vi skaber de bedste rammer for Randers midtby i et bredt samarbejde. Vi har fortsat brug for opbakning fra byens borgere, byens detailhandel, vores gode samarbejde med Business Randers og i særdeleshed et godt og givende samarbejde med Randers Kommune. Jeg glæder mig over at have et rigtig godt samarbejde med Randers Kommunes midtbykoordinator, og jeg ser frem til at samarbejde endnu mere med Randers Kommune,« siger Sille Fogh, der nu bærer titlen citychef i Randers City Forening.
Hendes fokus i foreningen bliver, ud over samarbejde med forskellige aktører, desuden fortsat at skabe aktiviteter og liv i byen.
Hun får dog får ikke en ny kollega på citykontoret, men cityforeningens kontorassistent gennem mange år er blevet sat lidt op i tid og får nogle flere administrative opgaver, så hun kan bistå den nye citychef.
»Bestyrelsen kommer til at løfte flere opgaver sammen med mig, og så har jeg et rigtig godt samarbejde med og god opbakning fra Business Randers og mange andre samarbejdspartnere,« fortæller Sille Fogh.
Nye i bestyrelsen
Beslutningen bakkes i øvrigt op af Finn Møller, formand for Randers Handelsråd, som arbejder tæt sammen med cityforeningen.
»Vi får en rigtig dygtig citychef i Sille, og jeg er meget positiv omkring den nye sammensætning i bestyrelsen i cityforeningen.«
Foruden en ny citychef har Randers City Forening fået tre nye bestyrelsesmedlemmer.
Nemlig Tommy Refshøj, franchiseejer i Pincho Nation. Majken Strand, indehaver af MAAK, og Lotte Sølvtofte, indehaver af By Sølvtofte.