Fortsæt til indhold

Ejer Bjerge fejret med gavecheck og lagkage

Lørdag blev kåringen af Ejer Bjerge som Årets Landsby i Skanderborg Kommune officielt fejret.

Samfund
bo

Landsbyordningen Ejer Bavnehøj lagde lokaler til, da det for nylig officielt blev fejret, at Ejer Bjerge er Årets Landsby i Skanderborg Kommune.

Mikkel Hansen, formand for Ejer Bjerge bød de mange gæster velkommen i festsalen sammen med bestyrelsen for Ejer Bjerge Landsbyråd, inden Tage Nielsen (RV), formand for Kultur-, Fritids og Idrætsudvalget overrakte blomster og lykønskninger.

I sin tale havde han rosende ord med til Ejer Bjerges Landsbyråd:

»Landsbyrådet Ejer Bjerge samler og skaber fælles trav for aktiviteter men også jeres visioner for udviklingen. I gør et stort arbejde for at bevare de små landsbyer som fine og attraktive steder at leve, bo og bosætte sig. I har taget fat i det, der er helt særligt her, og som I er og kan være rigtig stolte over,« fremhævede Tage Nielsen blandt andet i talen, og fortsatte:

»Jeres måde at samle kræfterne på er en stor styrke. I står stærkt når både Landsbyordningens institutioner, alle de forskellige lokale foreninger og de større tværgående foreninger som RTI, samt kirken går sammen. I har igennem mange år holdt fast i at informere hinanden og gøre det professionelt. Det er vigtigt og nødvendigt og I gør det på mange platforme. Jeg kan her ikke komme udenom jeres blad – som jo hedder Ejer Bjerge – det er imponerende og er helt klart med til samle jer.«

Kultur- Fritids- og Idrætsudvalgets formand kom også ind på foretagsomheden i Ejer Bjerge. Blandt andet det storstilede stiforløb, projektet hvor de lokale børn plantede 16.000 træer i en ny folkeskov og evnen til at fundraise i stor stil til nye projekter.

»Det fælles brand med Ejer Bjerge handler meget om det, der er, men også om at forskønne området og skabe et fælles udtryk. Her skal jeg nævne landsby-mødestederne, hvor I snart er i mål med at skabe små smukke byrum med et fælles design. I arbejder hårdt for rammerne med aktivitets- og mødesteder, men også med at sikre, at der kan sælges huse og nye grunde til nye borgere,« pointerede Tage Nielsen.

Han takkede samtidig Landsbyfællesskabet for at have båret traditionen videre med at udpege Årets Landsby i Skanderborg Kommune. Det er i år 10. gang prisen og titlen uddeles.

Landsbyfællesskabet, repræsenteret ved bestyrelsesmedlem Martin Ingemann Kristiansen, ønskede derefter tillykke og roste i sin tale Ejer Bjerge for deres store arbejde med at samle og udvikle området, inden han overrakte prisen på 10.000 kr. fra Landsbypuljen sammen med Maja Døvling Kaspersen Fedder fra bestyrelsen i Landsbyfællesskabet

Ejer Bjerge er indstillet som Skanderborg Kommunes kandidat til Landsbyprisen i hele Region Midtjylland, og er blandt de fem nominerede, der er med i opløbet til prisen på 150.000 kr. Hvilken regional landsby, der løber med prisen, afgør Regionsudvalget i slutningen af april.