Politirapporten
Mandag 15. april
Der er begået et indbrud på Frejasvej i Randers mellem klokken 8 og klokken 14.45.
Tirsdag 16. april
En 41-årig mand blev anholdt, da han klokken 20.52 kom kørende som passager i en bil på Viborgvej mellem Randers og Viborg. Det var en motorcykelbetjent fra Østjyllands Politi, der stoppede bilen. Manden blev først sigtet for at oplyse et falsk personnummer og for ikke at have anvendt sikkerhedssele under kørslen.
Derefter gik det op for politiet, at den 41-årige var en efterlyst medgerningsmand til et overfald i Tilst, hvor en 43-årig mand fik tæsk med blandt andet et støvsugerrør. Det oplyser Østjyllands Politi.
En 52-årig mand var allerede kort efter overfaldet i Tilst blevet varetægtsfængslet i fire uger. Onsdag blev den 41-årige mand så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus - sigtet for overfaldet. Han blev fængslet i fire uger.
Betjente var 9. marts talstærkt til stede på Pollenvænget i Aarhus-forstaden, hvor den 43-årige mand i en lejlighed var blevet overfaldet med slag og spark.
»Vi kører derud med indsatsleder og en hundepatrulje, og det var rigtigt nok - der var en, der havde ”fået nogen på munden”,« sagde Morten Hansen, vagtchef ved Østjyllands Politi, i den forbindelse til Lokalavisen.dk.
Offeret blev kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital, men han var uden for livsfare trods flere behandlingskrævende skader.
Allerede søndag middag var politiet dog fortrøstningsfuldt omkring en hurtig afslutning af sagen.
»Vi har nogle gode spor, og vi regner med at have anholdt en eller to inden længe,« sagde vagtchefen.
Dagen efter overfaldet - klokken 16.03 - blev den 52-årige så anholdt på en adresse i Åbyhøj - og tirsdag aften kom turen altså til den anden mistænkte.
Det er politiets formodning, at de to gerningsmænd og offeret, der var blevet overfaldt med spark og slag har et forudgående kendskab til hinanden.
Onsdag 17. april
Østjyllands Politis specialpatrulje tog onsdag aften ud til en adresse i Randers C, hvor de havde mistanke om, at der blev opbevaret narkotika. Under en ransagning på stedet fandt betjentene en del ammunition til et gevær og en mindre mængde amfetamin. Det hele blev beslaglagt, og en 28-årig mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelse af våbenloven.
Torsdag 18. april
Der er begået et indbrud på Ydervangen i det nordlige Randers mellem klokken 9 og klokken 12.20.
Fredag 19. april
Der er begået et indbrud på Frederiksbergvej i Vorup mellem klokken 11.30 og klokken 12.00.
Lørdag 20. april
Klokken 3.05 blev en 55-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun var blev standset af en patrulje på Jernbanegade i Randers.
Klokken 15.08 blev en 24-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Danish Crown Vej i Sønder Borup (Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten med nøjagtig samme ordlyd, at en 24-årig blev standset på samme vej. Her er tidspunktet blot fredag 19. april klokken 18, red.)