Fortsæt til indhold

Vitten får aktivitetsområde til en million kroner

Gravemaskinerne har netop taget det første spadestik til et projekt i Vitten, der skal give byen en legeplads og en multibane.

Samfund
sra

For nylig gik maskinerne i jorden i centrum af Vitten.

Siden illustrationen her blev lavet, er der sket lidt ændringer. Multibanen er flyttet ned i hjørnet af boldbanen, og petanquebanen er flyttet op, hvor multibanen er vist her.

Det er nemlig lykkes en gruppe ildsjæle at søge fonde og puljer til et aktivitetsområde i forbindelse med byens forsamlingshus. Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Vi besluttede os for at tænke stort, da vi gik i gang for to år siden, så vi inkluderede både en meget ambitiøs legeplads med tilhørende petanquebane og en multibane, da vi udtænkte projektet,« siger Claus Madsen, der er projektleder af byggeriet og medlem af bestyrelsen for Vitten Borgerforening og Forsamlingshus.

Det er bestyrelsens medlemmer, der har sørget for at beskrive projektet og søge fonde og puljer til at dække den million, som projektet løber op i.

»Jeg er meget glad for og stolt over, at vi er lykkes med at stable sådan et stort anlægsarbejde på benene. Det kommer til at give Vitten et endnu bedre omdømme end dét, vi allerede har i forvejen,« siger Gunnar Have, som er formand for bestyrelsen.

Byen får også hjælp af transportfirmaet Frode Laursen, som har sit hovedsæde der, og lokale hjælper til, så godt de kan.

Det er Landsbyrådet, LAG Randers-Favrskov, Elro Fonden, Norlys Vækstpulje og Gl. Skanderborg Fonden, der har givet tilsagn om midler til projektet.

Efter planen er byggeriet færdigt inden sommerferien 2024.