Kom tæt på krig, konflikter og spionage på Folkeuniversitetet
Tre foredrag om aktuelle stridigheder kan opleves på Syddjurs Folkeuniversitet i den kommende tid.
Som et lille land har Danmark altid været afhængig af det, der sker uden for landets grænser. Syddjurs Folkeuniversitet har som konsekvens vægtet højt at være en institution, hvor der bliver formidlet relevant samfundsmæssig viden om, hvad der foregår internationalt.
Det oplyser Folkeuniversitetet i en pressemeddelelse.
Krige og konflikter rokker ved den internationale orden. Krigen i Ukraine, krigen i Gaza, det anspændte forhold mellem Kina og USA, den indre splittelse i USA, flygtningesituationen, miljø og klimaforandringer – alt sammen temaer fra Folkeuniversitetets program det sidste år.
Folkeuniversitetet præsenterer tre foredrag i den nærmeste fremtid, der ligger på linje med ovenstående. Udviklingen i Tyskland, Danmarks store nabo mod syd, har altid haft stor betydning for os – ikke kun os i snæver forstand, men for hele Europa.
29. april stilles spørgsmålet om konsekvenserne af Tysklands kursskifte i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
6. maj spørges der, om Tysklands stabilitet er under pres fra højre.
Foredragsholder til begge arrangementer er Thomas Wegener Friis, der er leder af Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet.
Udover dette kan man 2. maj høre om ’Spionage og efterretningsaktiviteter’ - både i en demokratisk kontekst med særligt henblik på USA og i en autoritær kontekst med særligt henblik på Putins Rusland.
Foredragsholder er Mette Skak, der er lektor emerita fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Læs mere om aktiviteterne på syddjurs-folkeuniversitet.dk