Fortsæt til indhold

Hospitalsafdeling tildeles særlig pris af Sundhedsstyrelsen: »Jeg er utrolig stolt«

Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers er årets vinder af Sundhedsstyrelsens pris for bedste uddannelsesafdeling.

Samfund
mw

Sundhedsstyrelses uddannelsespris gives til den uddannelsesafdeling, der gør noget specielt for den lægelige videreuddannelse i form af særlige uddannelsesinitiativer og målrettede uddannelsestiltag, som fremmer det gode uddannelsesmiljø.

Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers fik topkarakter i samtlige 16 kategorier, da Sundhedsstyrelsens inspektorer var på besøg i januar sidste år.

Det skriver Regionshospitalet Randers.

»Afdelingen har opbygget en helt særlig uddannelseskultur, der involverer hele afdelingen på tværs af faggrupper, og det gør, at uddannelseslægerne får et bredt samlet blik på området,« siger Enhedschef i Sundhedsstyrelsen Claus Malta Nielsen i begrundelsen for prisen.

»Jeg er utrolig stolt og ikke mindst glad på hele afdelingens vegne over, at medarbejdernes indsats og prioritering af uddannelse anerkendes. Vi leder tværfagligt og samarbejder tværfagligt, så det er også naturligt at uddanne tværfagligt. Det er en fælles indsats, der er uvurderlig for kolleger indenfor alle faggrupper, både nuværende og kommende, og ikke mindst til gavn for patienterne,« lyder det fra afdelingens cheflæge Anne-Sofie Kannerup.

Hospitalets lægefaglige direktør, Lone Winther Jensen, er stolt på afdelingens vegne.

»Jeg vil gerne sige stort tillykke til Kirurgisk Fællesafdeling, der leverer en utrolig flot og beundringsværdig indsats på uddannelsesområdet. Afdelingen fik meget flotte tilbagemeldinger efter inspektorbesøget, så det er fuldt fortjent, at de får årets uddannelsespris med hjem,« siger hun.

Det er første gang en afdeling på Regionshospitalet Randers vinder Sundhedsstyrelses uddannelsespris, der er blevet uddelt hvert år siden 2006. I 2022 vandt akutafdelingen i Randers den anden uddannelsespris kaldet ’Årets højdespringer’, fordi afdelingen på blot to år var lykkedes med at vende et udfordret uddannelsesmiljø i en positiv retning