Marie og Henning skulle fejre krondiamantbryllup 1. maj. Så ramte tragedien - men der bliver fest alligevel

I en familie med et usædvanligt sammenhold var der lagt op til fejring af et langt og meget aktivt liv. Krondiamantbryllup onsdag 1. maj for Marie og Henning Christensen, Grenaa.

Men torsdag døde Henning Christensen efter kort tids sygdom i en alder af 88 år - med en sidste opfordring til familien om at holde festen alligevel. Og sådan bliver det.

Men forinden skal familien samles for at tage afsked med Henning til bisættelse i Nødager Kirke onsdag 24. april klokken 11.

Vores journalist mødte parret, mens festen var under planlægning.

Gennem årene var hun mest i aktiv hjemmet og kolonihaven - og han fik et langt og mere udadvendt liv i politik som byrådsmedlem og udvalgsformand for Socialdemokratiet.

Vidste man det ikke i forvejen, bliver det til fulde bekræftet i den tekst, som parrets ældste datter, Emilie, sammen med sine søskende har sat sammen og sendt til avisen. Som hun selv formulerer det, har forældrene haft så mange gøremål, at det har været noget af en opgave at få det kogt ned til en suppeterning - denne artikel.

Det er familiens ønske, at avisen bringer artiklen selv om Henning Christensen ikke længere lever og kan opleve festen. Og det ønske efterkommer avisen naturligvis.

»Onsdag 1. maj kan vores forældre Marie og Henning fejre 65 år som ægtefolk. De blev gift 1. maj 1959 efter at have været forlovet i nogle måneder, for vores far havde fået en stilling som gift fodermester på en stor gård, hvor vores mor skulle være medhjælpende hustru. Der var ingen bryllupsrejse, allerede næste dag startede de på deres nye arbejde.

Siden har de side om side knoklet i mange timer hver uge, med mange forskellige gøremål. Dengang havde de et biludlejningsfirma, samtidig med, at de blev selvstændige i landbruget.

Børn og dyr

Der kom hurtigt tre børn. Desværre brast drømmen om gården, så vores familie flyttede til Grenaa. Far havde forskellige jobs, mor syede tøj for fremmede og var Grenaas første private dagplejemor. Det var længe inden de kommunale dagplejere, for de fleste kvinder gik stadig hjemme og passede hus, mand og børn.

Siden dengang har børn fyldt rigtig meget i mine forældres liv, først dagplejebørn, der ikke altid blev hentet og måtte have en overnatning eller to, siden i spejderbevægelsen, på fritidsklub og senest som plejeforældre til en del børn.

To af disse plejebørn er stadig i vores liv, hvor mine forældre bliver inviteret til deres familiefester som bryllupper, barnedåb og børnefødselsdage.

Også dyrehold har været konstant gennem deres liv, først i landbruget, så husdyr – vi havde lov til at have rigtig mange kæledyr – og i 1985 startede vores far et fårehold, der skulle fungere som pleje af heden i Grenaa Plantage, i samarbejde med Grenaa kommune.

Søbyfarmen kom til

I 1990 flyttede vores forældre tilbage på landet og købte en gård i Søby uden for Grenaa. Fire år senere åbnede de Søbyfarmen med et væld af dyr, og igen fylder dyr og børn meget i deres hverdag, da der kommer mange børn fra børnehaver for at klappe de mange dyreunge,r og der kommer familier med deres egne børn.

Vores børn havde en fantastisk tid på Søbyfarmen. Der var ofte en lejlighed til at lege med deres fætre og kusiner og de mange andre børn på gården. Her kom også plejebørn ind i billedet. Over 30 år blev det til på gården, indtil vores forældre flyttede tilbage til Grenaa for to år siden.

Kolonihaven har fyldt meget i vores forældres liv og siden vi var små, var vi med i kolonihaven og nød godt af de mange bær og frugter, og de smurte madpakker med hjemmelavet saftevand til. Mange, mange kilo afgrøder er igennem alle disse år blevet fragtet hjem, hvor der efterfølgende er blevet syltet og henkogt til vinteren.

Den dag i dag passer vores far kolonihaven, hvor han dyrker over 30 forskellige slags frugt og grønt og vores mor sylter og bruger af afgrøderne hver eneste dag i deres daglige husholdning.

I 1970’erne var vores far selvstændig mælkemand. Vores mor var medhjælpende hustru, samtidig med, at hun stadig passede børn og syede for fremmede. Vi børn var med ude på mælketure hver fredag og lørdag. Den yngste dreng kom til verden og nu var vi en familie med fire børn.

Senere arbejdede vores far i byggebranchen i cirka 10 år, før han blev daglig leder på det kommunale genbrugscenter, der skulle holde de mange unge arbejdsløse i job.

Mange jern i ilden

Da den tid var slut, købte de gården i 1990. Vores forældre har altid haft mange jern i ilden og var da også meget aktive i kolonihaveregi, når der skulle planlægges fester, som der var en del af dengang.

Vores far var politisk aktiv socialdemokrat, og udover en post som næstformand i Kolonihaveforbundet i mange år, sad han også i Grenaa Byråd i hele 25 år.

Vores forældre havde en stor bekendtskabskreds og i alle sammenhænge, var de foregangsmænd, når der skulle arrangeres vejfester, høstfester, sankthansfester, fastelavnsfester og bare helt almindelige fester. Der var altid mad og hygge og sociale sammenkomster.

Vores far fik en interesse for madlavning for omkring 20 år siden, og han laver stadig mad til familiefester, hvor vi har været helt op til 60 deltagere. Vores mor hjælper selvfølgelig til og hun får altid lov til at tage opvasken.

Vores far er blevet en bevidst tilbudsjæger, så der købes billigt ind og der spises godt. Vores forældre inviterer ofte på varm mad og vi nøjes ikke med at blive budt en ret mad. Nej, det er mindst tre retter mad, alt hjemmelavet fra bunden og inden vi får lov til at gå hjem, skal vi da lige have kaffe med hjemmebag.

1. maj en festdag

1. maj har også været en festdag i mange år i vores familie, hvor man mødtes i parken i Grenå til 1. maj-møde. Vores far var også aktiv i fagforeningen i vores barndom. Det var en festdag for vi unger, da der altid blev delt ekstra lommepenge ud til sodavand og pølser. Så vores forældre har fejret bryllupsdag under de røde faner i mange år.

Det skal også nævnes, at de altid har været meget gæstfrie og der har altid været plads til én til. Alle har været velkomne i deres hjem. Selv i vores skoletid, kunne vi tage venner med hjem, der også blev bespist.

I dag er vores mor 84 år og vores far er 88 år. Vores mor er blevet dårligt gående, men hendes hænder er stadig skruet rigtig sammen. Hun hækler rigtig meget, både til velgørenhed, men også til de mange oldebørn og det, der er i overskud, bliver foræret væk. Vores far arbejder stadig og betaler stadig ind til ATP, som reklameomdeler, hvor han har hans faste landruter hver uge. Det betyder meget for vores far, at være i gang og være aktiv.

I dag er de fleste i vennekredsen døde og borte. Til gengæld har vores forældre en stor familie, som de tager vare på, på alle måder. Otte børnebørn og 14 oldebørn, som har deres gang i deres hus, og som alle helst skal blive både til middag og efterfølgende kagebord.

Af alle jeres bedrifter her i livet, efter kun seks års skolegang, hårdt arbejde og bump på vejen, så er jeres største bedrift nok den, at I har givet os en stabil opvækst og det vil vi gerne udtrykke vores taknemmelighed for, samt en tak for alt hvad I har givet os og vores familier af støtte. Vi har lært, at med ærlighed og hårdt arbejde, kommer vi langt. Vi er heldige at have jer som forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Gennem 65 år har I delt glæder og sorger og har altid støttet hinanden. Vi glæder os alle til at fejre jeres lange rejse sammen i livet til festen, hvor kun de allernærmeste kommer, og som tæller 42 gæster.

En hyldest til jer, kære mor og far, I har gjort det godt.«