Fortsæt til indhold

Åbner helt ny rute fra Aarhus til populært skiparadis

Man kan endda blive kørt til hytten eller hotellet i hundeslæde.

Samfund
am

SAS åbner helt ny flyrute fra Aarhus Airport.

Det fremgår af en pressemeddelelse mandag.

For fra næste år kan man pakke skiene og flyve meget tæt på både norske Trysil og svenske Sälen fra lufthavnen i Tirstrup.

Den nye vinterrute går til den topmoderne lufthavn, Scandinavian Mountains Airport i Sverige tæt på den norske grænse, og derved får østjyderne direkte adgang til henholdsvis Sveriges og Norges største alpine skisportssteder.

Lufthavnen ligger flettet ind mellem fjeldene, og herfra er der kun mellem 10 og 45 minutters transport til de kendte skiområder fra lufthavnen.

Nogle steder kan man endda køre i hundeslæde eller på snescooter fra og hen til hotellet eller hytten.

»De skandinaviske skidestinationer er populære blandt østjyderne. Der er snegaranti det meste af vinteren, skiskoler med skandinavisktalende guider, ski-in-ski-out og en liftkapacitet, der sjældent trækker kø. Det er attraktivt for både børnefamilier og voksne uden medrejsende børn. Den nye flyrute er et stærkt alternativ til at komme hurtigt på ski, og SAS har en stærk position i det østjyske marked. Det er godt set af flyselskabet, og vi forventer, at den nye rute vil blive taget godt imod,« siger Lotta Sandsgaard, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.

Mere end 300.000 danskere tager hvert år på skiferie. Mange af dem har trådt deres barneski i Norge og Sverige, og blandt de mest populære skiområder er Trysil og Sälen.

I begge områder ligger sneen ofte meterhøj, og de fløjlsagtige pister er velegnede til både nybegyndere og erfarne skiløbere.

»I lyset af det voksende ønske fra danske rejsende om at tilbringe deres vinterferie i Norden, er vi glade for at kunne annoncere den nye vinterrute mellem Aarhus og Scandinavian Mountains Airport. Dette vil give endnu flere rejsende mulighed for at nyde skisportsstederne, hundeslædekørsel og opleve nordlys,« siger Henrik Winell, vice president network i SAS.

Skiområderne tilbyder over 100.000 senge i hoteller, lejligheder og hytter. Dertil kan skientusiaster glæde sig til 250 pister, et mekka af langrendsløjper samt et bredt udvalg af restauranter, underholdning, shopping og vinteraktiviteter, lyder det i pressemeddelelsen.

Rejsende kan gøre skiene klar til første afgang den 25. januar 2025, hvor SAS åbner vinterruten til Scandinavian Mountains Airport.

Vinterruten har afgang hver lørdag frem til og med den 8. marts 2025. SAS beflyver yderligere tre ruter fra Aarhus Airport til henholdsvis København, Stockholm og Oslo.

Den nye sæsonrute blev lanceret under verdens næststørste luftfartskonference Routes Europe, der afholdes i Aarhus den 22.-24. april. Aarhus Airport er vært, og SAS er udpeget som officiel samarbejdspartner for Routes Europe.