Fortsæt til indhold

Lufthavn skal gøre sig lækker for 1.200 gæster: »Afgørende vigtig event for os«

Økonomisk trængt lufthavn håber, at stor branchekonference kan sælge Aarhus til flyselskaberne. Ekspert peger dog på, at det ikke bliver nemt.

Aarhus

En stor mulighed for Aarhus. Et kæmpe udstillingsvindue og unik chance for at vise sig frem for de allerstørste flyselskaber i verden.

Det er, hvad der venter, når Routes Europe 2024 bliver afholdt i byen den 22.-23. april.

Konferencen, der bliver afholdt hvert år, samler op mod 1.200 branchefolk, der kan få øjnene op for, at Aarhus kunne være en mulig destination for flyselskaberne.

»Det bliver nogle travle dage og afgørende vigtigt for os,« siger Lotta Sandsgaard, der, på de to dage konferencen varer, skal deltage i omkring 60 møder med lufthavnens ruteudviklingsteam.

»Vi skal have sat Aarhus på europakortet, for når vi taler med mulige kunder, så hører vi ofte, at de ikke ved, hvor Aarhus ligger. Så vi skal have solgt Aarhus, som en helt unik destination tæt på vand og natur og med masser af historie og kultur,« siger Lotta Sandsgaard.

Flere destinationer til og fra Aarhus står netop højt på ønskelisten hos Aarhus Airport. Lufthavnen, der aktuelt mangler omkring 120 millioner kroner i pengekasse, har i snart to år ledt efter en privat investor, der muliggør, at man blandt andet kan færdiggøre ombygningen af lufthavnen.

At lufthavnen ikke står helt færdig, når alle gæsterne ankommer, bekymrer dog ikke lufthavnsdirektøren:

»Vi ville da gerne have haft, at det hele var færdigt, men det får ikke afgørende betydning. Størstedelen er færdig, stilen er på plads, og det er tydeligt, hvad vi gerne vil. Jeg er mest ærgerlig over, at vores service til vores gæster ikke er helt i top,« siger Lotta Sandsgaard og henviser til at gate 4 til 7 for øjeblikket boarder via et telt.

Det gælder blandt andet fly, der kommer fra London:

»Desværre er det sådan lige for øjeblikket, men vi har fået et banner op, der viser hvordan det kommer til at se ud.«

Lotta Sandsgaard har været direktør for Aarhus Airport siden 1. april sidste år. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

Udover det officielle program, der blandt andet består af en masse speeddates og hovedsageligt foregår i Scandinavian Congress Center, så har lufthavnen også arrangeret en særlig guidet tur rundt på Djursland og i Aarhus - for særligt inviterede gæster, herunder SAS. Dertil en rundvisning i lufthavnen:

»De fleste af vores gæster flyver ind via vores lufthavn. Enten via København, Oslo eller Stockholm, men der er også nogle, som ikke kommer den vej, og derfor har vi i weekenden op til arrangeret en guidet tur i lufthavnen, og det har der været stor interesse for at deltage i,« siger Lotta Sandsgaard.

Lufthavnsdirektøren kalder Routes 2024 en afgørende event i forhold til at nå målet om 1,5 millioner passagerer i 2029.

»Routes skulle gerne være med til at stimulere den vækst, vi har oplevet de senere år, og som, vi forventer, fortsætter i 2024. . Men branchen er udfordret for øjeblikket, fordi flyselskaberne mangler materiel. Når de skal vælge os til, så skal de i udgangspunktet vælge en anden destination fra. Vi skal virkelig gøre os lækre.«

En frispilning

Ifølge aktieanalysechef og luftfartsanalytiker i Sydbank Jacob Pedersen er Routes Europe er en stor mulighed for lufthavnen:

»Det er stort. Alle mulige kunder kommer til Aarhus. Man har virkelig mulighed for at vise, hvad Aarhus er, og hvad Aarhus kan. Hvis man kan tiltrække nye flyselskaber kan det være springbrættet til at tiltrække nye investorer,« siger Jacob Pedersen.

Markedet er dog ikke det nemmeste at operere i.

»Det kræver dygtighed og held, hvis man skal lykkes med at tiltrække flere flyselskaber til lufthavnen. Markedet er svært for tiden, fordi flyselskaberne mangler fly, og det gør det svært for dem at ekspandere til nye lufthavne. Så det er ikke en nem opgave, bestemt ikke. Man kan sige, at det er en frispilning, men bolden skal stadig over målstregen,« siger Jacob Pedersen.

Også ansvarshavende redaktør af Check-in.dk Ole Kirchert Christensen mener, at muligheden for at tiltrække nye kunder er god ved Routes, dog vil et besøg i Aarhus også udstille nogle svagheder:

»Det er et rigtigt godt udstillingsvindue i forhold til nye kunder. Men flyselskaber udefra vil også få øjnene op for, hvorfor Aarhus Airport ikke er større. Måske ligger den lidt for langt ude, måske ligger den lidt forkert i forhold til byen? Statistikkerne viser, at man har et rigtigt stort befolkningsgrundlag, men både Billund og Aalborg lufthavne er store konkurrenter, og kunderne vælger ofte den lufthavn, hvor den største markedsplads er. Ligesom forbrugerne ofte vælger det supermarked med det største udbud af varer,« forklarer Ole Kirchert Christensen.

Skulle det lykkes Aarhus Airport at få nye flykunder i butikken, så betyder det ikke nye destinationer lige foreløbig:

»Vi taler om sommerprogrammet 2025 eller 2026,« lyder det fra Lotta Sandsgaard.