Nypensioneret skoleleder er vild med børn - men deres forældre kan være trælse

Man skal være mere end almindelig glad for børn, hvis man som mor til fem også har lyst til at tage på arbejde og være sammen med en masse børn.

Det er Lisanette Qvortrup. Virkelig glad for børn, altså. Den 63-årige aarhusianer er for nylig gået på pension efter et arbejdsliv i børnenes tjeneste. De sidste 10 år som skoleleder på Ellevangskolen i Risskov.

»Jeg har stadigvæk ikke fået nok af børn. Det er umiddelbarheden og det, at der ikke er så meget filter på. Det kan jeg rigtig godt lide. Jeg kan også godt lide, at man kan gøre en forskel. Det gør en stor forskel, om man er et godt menneske i deres verden eller ej,« siger hun.

Inden Lisanette Qvortrup blev skoleleder, var hun i mange år lærer på skoler på Sjælland, Fyn og i Jylland. At gøre en forskel for et barn er ikke altid nemt eller bekvemt.

»Nogle gange kan du få et indblik i et barneliv, der er rigtig, rigtig svært. Det kan være et barn, der i første række har været vidne til noget meget, voldsomt derhjemme eller et barn, der har været udsat for overgreb og tilfældigvis lige kommer til at fortælle det. Det hører ikke til dagligdagen, men når det sker, er det noget, man virkelig aldrig nogensinde glemmer,« siger hun.

Orden i kaos

Lisanette Qvortrup valgte i sin tid at blive lærer, fordi det var naturligt for hende at være sammen med børn.

»Jeg var enormt god til børn.«

Det lyder ikke pralende, når hun siger det, blot som en konstatering.

Da hun for 10 år siden startede på Ellevangskolen, med 840 elever og 110 lærere og pædagoger, kom hun fra en stilling som skoleleder for Lagoniskolen i Vojens. De to skoler har det tilfælles, at de begge er sammenlægninger af flere skoler.

Det er et stort spørgsmål, men hvad har været det bedste ved jobbet på Ellevangskolen?

»Det bedste har været at sætte en retning for en skole, der var nyfusioneret og skulle finde en ny profil. Det, synes jeg, har været rigtig spændende, og det har jeg været glad for at være med til. Ellevangskolen er arkitektonisk meget særlig, for man er i fem huse, og at få samlet det til et fælles hele i stedet for fem huse, der lidt kører i hver retning, har også været en opgave, der er til at tage at føle på.«

Lisanette Qvortrup kan, virker det til, generelt godt lide at skabe orden i noget, der som udgangspunkt er uordentligt. Når der er skabt en orden og sat en retning, overlader hun gerne roret til andre.

»Det værste for mig er for mange rutiner. Det, synes jeg, er kedeligt. Det bliver for ensformigt. Der skal ske noget nyt, og jeg vil gerne selv være den, der bestemmer,« siger hun.

Noget nyt kunne eksempelvis være, da Lisanette Qvortrup for 15 år siden stillede op til byrådet i Haderslev Kommune, fordi hun »havde det stramt med, det var et meget mandsdomineret samfund.« Hun stillede op for De Radikale og blev ikke valgt ind.

Gryden

Da Lisanette Qvortrup flyttede tilbage til Aarhus, følte hun ikke behov for at være politisk aktiv.

»Min plade var fuld både på arbejde, hvor en ny skolereform netop var trådt i kraft, og derhjemme, hvor der skete nogle ting i mit privatliv. Jeg syntes også, De Radikale gjorde det godt i Aarhus på det tidspunkt. De havde ikke brug for mig,« siger hun.

Som skoleleder kan man dog ikke udføre sit job uden at forholde sig til politik, og Lisanette Qvortrup kunne godt tænke sig, at politikerne havde knapt så travlt med at ændre på folkeskolen.

»Hold nu op med at røre i gryden hele tiden. Der er brug for fred til at løse opgaven. Der har været en tilbøjelighed til at rulle nye tiltag indover med tre års mellemrum, og så forsvinder det lidt igen, fordi det ikke helt kommer i mål, og så kommer der et nyt projekt,« siger hun og fortsætter:

»Både lærere, pædagoger og ledere synes, det er svært at være hånddukker i et spil, hvor man hele tiden skal noget nyt. Jeg skal sælge det som skoleleder, og hvis jeg ikke selv har ejerskabet, er det sindssygt svært at være tro over for det og få det bragt videre.«

Forældre

Lisanette Qvortrup har i sagens natur også forholdt sig til en hel masse forældre, både som lærer og skoleleder. De, forældrene, er ikke altid helt lette at danse med.

»Der er forældre, som forventer meget af de lærere og pædagoger, der er omkring deres barn hver dag. Det kan være, at læreren skal sørge for, barnet får sine gummistøvler med hjem, eller at de skal sørge for, at barnet får spist sin madpakke, ellers bliver de sure på læreren,« siger hun.

I nogle tilfælde kan forældre være decideret ubehagelige.

»Lærere kan risikere, at forældre råber af dem eller truer dem indirekte, og det er noget, der kan gøre folk helt perplekse. Det kan være forældre, der skaber en tråd på Aula, hvor læreren er med på tråden, og forældrene kan blive meget personlige i deres tone. Det kan være hårdt for en ny lærer, der virkelig gør det så godt, de kan,« siger Lisanette Qvortrup.

»Mit råd til forældre er: ”Opfør jer ordentligt.” Det skulle man tro, de vidste i forvejen, men det er ikke alle, der har lige meget pli.«

Hun understreger, at forældre er meget forskellige, og at hun oplever »mange, mange forældre, der har et stort socialt engagement og skaber en god stemning omkring klasserne.«

Det er vigtigt at passe på yngre folkeskolelærere, lyder det, og det handler ikke blot om forældre, der opfører sig dårligt.

»Jeg tror, det er hver fjerde lærer der stopper inden for de første år, og det er dybt problematisk. Det handler om opgaver og forventninger udefra. Det kan være inklusionsbørn, der har det svært og skal være i klassen alligevel, som fylder meget og forstyrrer og skaber konflikter.«

Symbolsk rejse

Hvis Lisanette Qvortrup fremadrettet skal hjælpe unge lærere, bliver det ikke fra skolekontoret på Ellevangskolen.

Når du læser dette, er hun sammen med sin mand, Claus, ved at gennemføre en pilgrimstur fra Compostela i Spanien til Rom i Italien. Lisanette og Claus har begge netop afsluttet deres arbejdsliv. De kunne lide symbolikken i »at lægge noget fra sig og gå ind i noget nyt.«

Lisanette Qvortrups børn er i dag mellem 25 og 40 år, og hun har 11 børnebørn.

»Så jeg har stadigvæk en masse med børn at gøre.«