Fem hunde aflivet - nu er tre klar til at blive adopteret
En 31-årig mand er sigtet for overtrædelse af dyrevelfærdsloven.
Fem hunde måtte aflives efter en alvorlig sag. Nu er tre hunde klar til at finde nye hjem.
Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
I den alvorlige sag blev otte rottweilere reddet i et samarbejde mellem Dyrenes Beskyttelse og Fyns Politi.
Dyrenes Beskyttelse har efter en omhyggelig vurdering og behandling på Fyns Internat måttet nødaflive fem hunde på grund af alvorlige fysiske skavanker.
»Det er altid hårdt, når vi må erkende, at ikke alle dyr i sådanne sager er raske og stærke nok til at få et godt og sundt liv, men vi har gjort alt, hvad der stod i vores magt for at redde rottweilerne. Nu har fem af dem fået fred, og vi er glade for, at de sidste tre hvalpe har det godt,« siger Lene Frahm, internatleder på dyreinternatet på Fyn.
Hundene blev fjernet fra en bekymrende situation i starten af april, efter at en borger havde slået alarm til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
Men tre voksne og to rottweilerhvalpe var altså i så dårlig tilstand, at der ikke var nogen vej udenom at aflive dem.
Beslutningen blev taget på baggrund af flere dyrlægefaglige vurderinger, blandt andet en ekstern specialist.
»Hundene led af alvorlige fysiske lidelser, herunder problemer med knæ, albuer, hofter og korsbånd, som ikke kunne behandles effektivt,« siger Anders Højgaard Tølbøll, dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse.
Hvalpe reddet
De tre hvalpe har levet deres først 19 uger under helt utrolig dårlige kår. Det stod allerede klart, da Dyrenes Beskyttelses frivillige dyrereddere rykkede ud til adressen efter henvendelsen til vagtcentralen.
»De otte hunde var tydeligt undervægtige og havde brug for akut hjælp,« fortæller Anders Højgaard Tølbøll
Derfor alarmerede Dyrenes Beskyttelse Fyns Politi, der også rykkede ud med det samme. På adressen blev der fundet en død hvalp, og en anden blev aflivet på stedet, men de resterende otte hunde blev taget med og overdraget til Dyrenes Beskyttelse efter et par dage i politiets varetægt.
Politiet udtaler, at der er tale om en meget grov sag, hvor hundene er behandlet groft uforsvarligt med karakter af mishandling - og har sigtet en 31-årig mand for overtrædelse af dyrevelfærdsloven.
Dyrenes Beskyttelse har delt video og billeder af de tre hvalpe og opfordrer nu interesserede adoptanter til at kontakte Fyns Internat for at lære mere om hundene og processen for adoption.