Politirapporten
Mandag 22. april
To personer er blevet pågrebet, efter de blev fundet med stjålet værktøj. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Mandag formiddag blev en bil standset på Viborgvej i den nordvestlige del af Randers af en politipatrulje i forbindelse med en almindelig kontrol.
Da politiet mistænkte, at de to personer i bilen måske var udenlandske kriminelle, blev bilen gennemsøgt af betjentene.
Under gennemsøgningen fandt politiet mere end 20 stykker elektronisk værktøj, som lå skjult i bunden af nogle poser under noget tøj.
På grund af det fundne værktøj, som, politiet tror, er stjålet, blev de to personer - en 27-årig kvinde og en 27-årig mand - anholdt og sigtet i sagen, da de ikke kunne fremvise kvitteringer eller anden dokumentation for, at værktøjet tilhørte dem.
Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere og ønsker ikke at sige mere.
Onsdag 24. april
Der er begået et indbrud på Holmevej ved Øster Bjerregrav mellem klokken 15.10 og klokken 16.10.
Torsdag 25. april
To mænd på 22 og 25 år blev klokken 17.20 bedt om at forlade venteværelset på Randers Busterminal, da de var uønskede på stedet. Det fik de to mænd til at følge efter den vagt på rutebilstationen, som havde bedt dem om at forlade stedet.
Vagten følte sig så truet, at han søgte i sikkerhed i Føtex lige ved siden af. Den ene af de to mænd kastede foran Føtex en øldåse mod vagten foran flere vidner, mens den anden sparkede vagten over benet. Derefter ankom politiet og fik anholdt uromagerne.
De to mænd blev begge sigtet for at have begået vold og blev taget med på stationen til nærmere afhøring. Vagten kom ikke umiddelbart alvorligt til skade. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Fredag 26. april
En 40 årig mand fra Randers blev klokken 16.32 anholdt i en lejlighed på Glarbjergvej i Randers. Han er blandt andet sigtet for at være i besiddelse af et oversavet haglgevær. Han blev lørdag varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Her viste det sig, at han havde tilknytning til Hells Angels, skriver Randers Amtsavis.
Politiet stoppede ham fredag i en bil med kæresten bag rattet. Her fandt de både en ulovlig kniv og to joints. Derefter ransagede politiet både kærestens lejlighed og den 40-åriges bopæl. Her fandt man et oversavet haglgevær og skarpe patroner, en machete med et 40 centimeter langt blad, noget hash og rester af kokain på en tallerken samt i nogle tomme poser, oplyser Randers Amtsavis.
Lørdag 27. april
Klokken 2.44 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset på Hobrovej i Randers.
Mandag 29. april
29-årig mand blev mandag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for natten til lørdag at have voldtaget en 16-årig pige i sin lejlighed i Randers NØ, hvor hun var kommet på besøg, oplyser Østjyllands Politi. Grundlovsforhøret sluttede efter redaktionens deadline, og derfor vides det i skrivende stund ikke, om den 29-årige blev varetægtsfængslet.