Erfaren turismeprofil indtræder i VisitAarhus’ bestyrelse - får det betydning for Djursland?
Med sin lange erfaring indenfor turismen får Pernille Kofod Lydolph en vigtig rolle i VisitAarhus’ fortsatte arbejde med at udvikle turismen i Aarhusregionen.
Det er en af landets stærkeste stemmer indenfor turismen, som VisitAarhus får tilført, når Pernille Kofod Lydolph indtræder i bestyrelsen, skriver VisitAarhus i en pressemeddelelse.
Med sig har hun en stor erfaring med at drive et destinationsselskab fra sine 11 år i direktørstolen hos Destination Bornholm og to år som formand for Danske Destinationer. Desuden kommer Pernille Kofod Lydolph med erfaring fra flere bestyrelsesposter, blandt andet i Dansk Kyst- og Naturturisme og Det Nationale Turismeforum.
»Pernille er en stor kapacitet på turismeområdet, og jeg glæder mig til at byde hende velkommen i bestyrelsen. Hun er stærk på turismen, men hun er også en dygtig strateg, og derfor er jeg sikker på, at hun bliver en kapacitet i bestyrelsesarbejdet,« siger forperson for VisitAarhus’ bestyrelse Nina Smith.
Pernille Kofod Lydolph er i dag direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening, hvor hun særligt beskæftiger sig med kyst- og naturturisme, der udgør cirka en tredjedel af turismen i Aarhusregionen.
Igennem de sidste mange år har Pernille Kofod Lydolph været med til at udvikle turismen i Danmark gennem sine forskellige bestyrelsesposter og direktørstillinger. Hun har for eksempel spillet en nøglerolle i at skabe et styrket samarbejde i dansk turisme og mellem destinationerne i forlængelse af Erhvervsfremmereformen.
Pernille Kofod Lydolph ser frem til at bruge sine erfaringer i VisitAarhus’ bestyrelse:
»VisitAarhus er en af landet største og stærkeste destinationsselskaber, og Aarhusregionen rummer både storby-, kyst- og natur- samt og erhvervsturismen. Det giver store muligheder, som skal udnyttes. Jeg er stolt af at få muligheden for at være med til at sætte retningen sammen med stærke kompetencer i bestyrelsen og direktionen,« siger Pernille Kofod Lydolph.
Pernille Kofod Lydolph erstatter en anden stor profil i VisitAarhus’ bestyrelse, nemlig tidligere stadsdirektør i Aarhus Kommune Niels Højberg.