Nyt formandskab i spidsen for SCUs bestyrelse
Både formanden og næstformanden har valgt at træde ud af SCUs bestyrelse.
Efter 12 år som formand for SCUs bestyrelse har Sonja Mikkelsen valgt at træde ud af bestyrelsen. Også næstformand, Britta Rynkeby Lemming, har på grund af nye arbejdsopgaver valgt at sige farvel til bestyrelsesarbejdet. Det skriver SCU i en pressemeddelelse.
De to udtrædelser betød, at der blev holdt et ekstraordinært bestyrelsesmøde 22. april, hvor der blev fundet et nyt formandskab.
Ny formand er Trine Teglhus, der er Organisations- og HR-chef i Skanderborg Festivalklub, og ny næstformand er Regitse Rans Nielsen, der er fællestillidsrepræsentant for HK Skanderborg Kommune.
Sonja Mikkelsen var en del af SCUs bestyrelse i 14 år, heraf to som næstformand og 12 som formand
»Det er ikke uden vemod, at jeg har besluttet at forlade SCUs bestyrelse. Jeg har nydt at stå i spidsen for bestyrelsen i en periode, hvor SCU har udviklet sig til en moderne skole med et mere nutidigt udtryk i både logo og bygninger, ikke mindst med den nye fløj ud mod Højvangen, samt en strategi med afsæt i FNs verdensmål,« siger Sonja Mikkelsen og tilføjer:
»Skolen er i dag i god drift med en dygtig direktør, Pia Marlo, i spidsen og en stabil og engageret medarbejderstab, der år efter år giver topkarakter til arbejdsmiljøet, ligesom elever og kursister er engagerede, trives og er meget tilfredse med undervisningen og undervisningsmiljøet. Det kan man kun glæde sig over. SCU er et godt sted, og det er således en meget tilfreds formand, der takker af og trygt giver opgaven videre.«
Ny formand er Trine Teglhus, der er uddannet cand.mag. i organisationskommunikation, og tidligere har arbejdet 15 år med organisationsudvikling, ledersparring og rådgivning. Hun er i dag Organisations- og HR-chef i Skanderborg Festivalklub og har bestyrelseserfaring fra Mentorbarn og Event Safety.
»Jeg har altid været optaget af læring og fællesskab både i organisationer og i uddannelseslandskabet. Og på SCU er det jo netop samlet under ét tag. Så det er et begejstret ja tak til formandskabet for SCU. Det er med stor respekt og ydmyghed, at jeg overtager stolen fra Sonja, som har gjort et stort stykke arbejde for SCU i sine 12 år på posten. Herfra skal lyde en stor tak for samarbejdet til både Sonja og Britta,« fastslår Trine Teglhus.
Den nye formand får selskab af ny næstformand, Regitse Rans Nielsen, der er fællestillidsrepræsentant for HK i Skanderborg Kommune og har bestyrelseserfaring fra HK Østjyllands Kommunale Sektor. Hun tager over efter Britta Rynkeby Lemming, der har fået nye arbejdsopgaver hos Kamstrup, og derfor har besluttet at træde ud af SCUs bestyrelse.
»SCU er en veldrevet uddannelsesinstitution med dygtig ledelse, engagerede ansatte og en stor flok skønne elever og kursister. Jeg glæder mig til, sammen med Regitse og den øvrige bestyrelse, at fortsætte det gode arbejde med at være en nyttig og relevant bestyrelse for direktør Pia Marlo og den øvrige ledelse,« understreger Trine Teglhus.
Desuden er Gertrud Tefre udtrådt af bestyrelsen på grund af jobskifte. Som nyt selvsupplerende medlem indtræder Lars Peter Schou, der er koncernøkonomichef i VIA.