Fortsæt til indhold

Hejser kæmpe anlæg op på toppen af Musikhuset

Anlægget vil årligt bidrage med en elproduktion på cirka 300.000 kWh.

Samfund
am

Et større solcelleanlæg skal op på toppen af Musikhuset i Aarhus, og arbejdet er allerede begyndt.

829 solcellepaneler vil fremover pryde Musikhusets tag, og det kommer til at give en energibesparelse, der er til at mærke, lyder det i en pressemeddelelse fra Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.

Panelerne, der udgør et samlet areal på 1.619 m2, kommer til at bidrage med en årlig elproduktion på cirka 298.300 kWh. Det svarer til forbruget for cirka 66 danske gennemsnitsfamilier med to voksne og to børn.

»Vi er nødt til hele tiden at finde nye og bedre løsninger, hvis vi skal nå vores mål om CO2-neutralitet, og derfor er jeg utroligt glad for denne. På toppen af Musikhuset er der plads til at installere et solcelleanlæg, der gør en forskel«, siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV).

Helt konkret vil Musikhusets solceller blive monteret på taget over foyeren og Store sal. Trods anlæggets størrelse vil nysgerrige borgere ikke kunne se det fra gaden.

»Solcelleanlægget på toppen af Musikhuset er et godt eksempel på et grønt tiltag, der gør en stor positiv forskel helt uden at genere nogen. Jeg er glad for, at vi har fundet løsninger på at bruge vores mange tage til at lave grøn strøm til aarhusianerne,« siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).

Solcellerne kommer i forlængelse af det seneste årtis bestræbelser i Musikhuset på at reducere energiforbruget. Det har resulteret i en reduktion af kWh-forbruget på 47 procent - og det er på trods af langt flere forestillinger og gæster.

Det nye solcelle-anlæg forventes at være færdigmonteret i løbet af sommeren 2024.