Enden på en æra: Morten Bay-Mortensen går fra borde
Morten Bay-Mortensen, hjertevarm præst og kommunikator, afslutter sin bemærkelsesværdige tid i kirken 1. maj.
Efter en bemærkelsesværdig karriere, der har spændt over flere årtier, tager Morten Bay-Mortensen, 65, afsked med kirken den 1. maj 2024 for at gå på pension.
Formelt slutter han først sit virke med udgangen af juni, men inden da skal han afviklet ferie.
Hans mange år i kirkens tjeneste har været enestående og præget af en glæde og passion, der har inspireret både menigheder og kolleger.
Født og opvokset i Homå sogn i den daværende Grenaa Kommune, har Morten Bay-Mortensen altid haft en stærk forbindelse til Djursland.
Efter at have påbegyndt sin teologiske uddannelse ved Aarhus Universitet i 1977, blev han ordineret som præst i Sct. Knuds Kirke i Odense i 1987.
Hans tidlige år som præst i Vester Hæsinge og Sandholts Lyndelse sogne i Faaborg Provsti satte scenen for en imponerende karriere, der skulle følge.
Tiden på Fyn har han altid omtalt med stor glæde, og han har sammen med familien ofte besøgt det sydfynske, hvorfra minderne er mange.
Gode år i Ebeltoft
I 2005 gik turen tilbage til velkendte stier, hvor Morten Bay-Mortensen var sognepræst i Ebeltoft-Dråby-Handrup Sogne.
Gennem seks år her formåede han at skabe en dyb forbindelse med sine menigheder og bidrog aktivt til lokalsamfundet.
Der var her, at at hans interesse for nytænkende kommunikation og formidling begyndte at skinne igennem.
Daværende provst Søren Peter Hansen så i Morten Bay-Mortensen en oplagt kandidat til at gøre kirken mere synlig og engagerede ham som kommunikationspræst på halvtid i Syddjurs Provsti fra 2011 sideløbende med et halvtidsjob som sognepræst i Thorsager, Bregnet og Feldballe Sogne.
Morten Bay-Mortensen kastede sig mig masser af ildhu over jobbet, hvad faste læsere af Adresseavisens kirkesider - og også tilsvarende sider i Norddjurs - kan bevidne.
Hans iderigdom kom også til udtryk i flere større skrifter i samarbejde med Adresseavisen, hvor der blev fortalt om de mange små oaser, som kommunen er så rig på.
Senere kom Norddjurs Provsti også med på samme vogn.
Med til at højne skrifternes værdi var i høj grad samarbejdet med fotografen Anne Steen, Rønde, ligesom mange præster og lokale skribenter bidrog med deres store faglige viden.
I kirken fortælles verdens vigtigste historie om at være elsket.
Sidste prædiken i 2018
Det var med et stænk af vemod, at Morten Bay-Mortensen 1. juledag prædikede i Bregnet Kirke.
Ved denne lejlighed takkede han nemlig af som sognepræst efter 32 års virke i den danske folkekirke.
Fra nytårsskiftet fik han hele Djursland som sit domæne i forhold til kommunikation og formidling af kirke og kristendom.
»Jeg ser meget frem til den nye opgave med at fortælle de mange gode historier om kirken og kirkelivet på hele Djursland. Somme tider er kirken alt for beskeden og tænker ikke i formidling. Det er man simpelthen nødt til i den medievirkelighed, som vi har at gøre med i dag,« udtalte Morten Bay-Mortensen ved overgangen til sit kommende virke på hele Djursland.
Det var en aftale mellem provsterne i Norddjurs og Syddjurs Provstier og Stiftet, der gjorde det muligt at lade Morten Bay-Mortensen udelukkende koncentrere sig om jobbet som kommunikationspræst.
Det satte han stor pris på, og han har nydt tiden frem til nu, hvor det arbejdsmæssige timeglas ebber ud.
»Jeg tog allerede beslutningen for et år siden, så jeg har kendt til slutdatoen længe,« siger Morten Bay-Mortensen.
Den tid den glæde
Alligevel er det selvfølgelig en afgørende livsændring, der forestår.
»De sidste måneder har jeg godt kunnet mærke følelsen af, at det snart var slut. Der kommer nok et tomrum en tid, men jeg er slet ikke skræmt ved tanken om at stoppe. Jeg ser frem til sammen med min kone at kunne bruge tiden på at køre ud og se Danmark og verden.«
Morten Bay-Mortensen kan citere Benny Andersen i søvne:
»I mange år/ tog jeg sorgerne på forskud./ Det har jeg ikke haft glæde af/ før nu, hvor sorgerne endelig/ begynder at gøre sig gældende/ og jeg for alvor kan begynde/ at glæde mig til sorgløse dage.«
Spildte bekymringer skal kun bruges den dag, der virkelig er grund til det.
Morten Bay-Mortensen har en faible for friluftsliv, særligt lystfiskeri, og gamle biler, så mon ikke han vil være på plads ved Kalø på tirsdage til motortræf?
Hertil kommer, at han har mange bøger stående, som han ser frem til at kaste sig over, og mon ikke hans pen fortsat vil blive benyttet i ny og næ?
Her på falderebet kan Morten Bay-Mortensen fortsat finder masser af glæde i livet sammen med familien og venner og bekendte.
Hans muntre bemærkninger og hans evne til at se det komiske i livet, som fremkalder et højlydt grin, vil han også blive husket for.
38 år efter, at han startede i sit første embede, kan Morten Bay-Mortensen fortsat glæde sig over folkekirkens fylde og betydning i et Danmark, der ændret sig på alle måder, men hvor rødderne til historien fortsat er intakte.
»I kirken fortælles verdens vigtigste historie om at være elsket. Og at der er plads til alle og muligheder, der kan udfoldes,« har han tidligere fremhævet.
Det får han lov til endnu engang som en smuk outro.
Der bliver lejlighed til at sige pænt farvel 26. maj i Bregnet Kirke.