Træskoprisen 2024 går til korleder
Prisen går til en person, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats for Ry og dens borgere.
Lisbeth Sangill har modtaget Træskoprisen 2024, skriver Ry Borgerforening i en pressemeddelelse.
Hun får prisen for sin livslange indsats som korleder for blandt andet Knudsøkoret, Seniorkoret og Lungekoret i Ry og for sit arbejde i Fællesskabets Hus med at opmuntre beboerne med sang og musik.
Prisen blev uddelt, da Ry Borgerforening havde generalforsamling 24. april. Formanden Karl-Erik Jørgensen overrakte Træskoprisen med håbet om, at Lisbeth bevarer energien i mange timer og år.
Ry Borgerforening har på mange måder haft et tæt samarbejde med Lisbeth Sangill og har altid mødt en socialt engageret person, der har haft overskud til at dele sin passion for musikken og korsangen og været det positive menneske, der altid har været med til at finde ”løsninger”, skriver foreningen i pressemeddelelsen.